Se hvordan Tollundmanden så ud i virkeligheden

Det er nu for første gang nogensinde muligt at se, hvordan Tollundmandens ansigt formentligt så ud i virkeligheden.

Tollundmanden, som han ser ud i dag. Men nu giver en franskmand sit bud på, hvordan han så ud i virkeligheden.
Tollundmanden, som han ser ud i dag. Men nu giver en franskmand sit bud på, hvordan han så ud i virkeligheden.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

- Har I det ikke også sådan, at I nogle gange ligger vågen om natten og tænker på, hvordan Tollundmanden så ud, da han levede?

Sådan spurgte museumsdirektøren for Museum Silkeborg, Ole Nielsen, gæsterne til dagens præsentation af Tollundmandens ansigt. 

Det affødte en del grin, men ikke desto mindre var de jo netop mødt op for at få stillet nysgerrigheden og se den digitale udgave af moseligets ansigt, som den franske ansigtsrekonstruktør Phillippe Froesch har arbejdet på det sidste halve år. Og gæsterne var imponerede.

- Det er fantastisk. At man kan gøre det. Jeg synes, at det er rigtig rigtig godt. Det er sjovt at se, hvordan han ville have set ud i dag, siger Anni Madsen fra Knudstrup.

- Det er jo sjovt at se, hvordan han bliver vækket rigtigt til live - og det er imponerende, at de kan gøre det, siger Tim Lykkegaard fra Silkeborg. 

Her er den franske ansigtsrekonstruktørs bud på, hvordan Tollundmanden så ud i virkeligheden.
Her er den franske ansigtsrekonstruktørs bud på, hvordan Tollundmanden så ud i virkeligheden.
Foto: Phillippe Froesch

2400 år gammel

Det er stadig usikkert, hvordan hårfarven og øjenfarven på den 2400 år gamle Tollundmand var - alligevel ville den Nissenske Familiefond gerne investere 110.000 kroner i rekonstruktion af moseliget.

- Vi har en stor viden omkring Tollundmanden. Og jeg tror, at det er vores nysgerrighed, som spørger os, gad vide hvordan han så ud? Og så prøve at sætte et ansigt på, siger formand for fonden, Frank Borch-Olsen.

Den franske ansigtsrekonstruktør Phillippe Froesch har tidligere rekonstrueret både Maria Magdalene og den franske Kong Henrik d. 4. Nu bliver rekonstruktionen af Tollundmanden en fast del af udstillingen på Museum Silkeborg.

2:04