S vil lokke læger til landområder med højere løn

S vil lokke læger til landområder med højere løn

Visse steder kan en læge have op mod 4000 patienter. Der menes at mangle mellem 100 og 150 læger på landet.

Praktiserende Læger i byer skal gå ned i løn, for at deres kolleger på landet kan tjene mere. Det foreslår Socialdemokraterne, der mener, at højere løn vil trække flere læger til udkantsområder. Det skriver Jyllands-Posten mandag.

- At nogle områder i vores land mangler læger er et af de mest presserende problemer i det samlede sundhedsvæsen, og det giver en meget uheldig skævvridning af hele samfundet, siger formand Mette Frederiksen til avisen.

Mette Frederiksen vil overfor Jyllands-Posten ikke sætte et beløb på, hvor stor en bonus læger i yderområder skal have. Men omlægningen skal være udgiftsneutralt, understreger hun.

Praktiserende læger er selvstændige erhvervsdrivende. De får dels et basishonorar, dels betaling for ydelser. Det er basishonoraret, som Socialdemokraterne vil hæve for læger i yderområder. Også læger i udsatte boligområder vil Socialdemokraterne give højere basishonorar. Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er netop begyndt at forhandle med Danske Regioner om næste overenskomst. Den fremtidige overenskomst skal godkendes af et flertal af de praktiserende læger.

PLO: Urealistisk at medlemmer går ned i løn

Christian Freitag, der er formand for PLO, mener ikke, det er realistisk, at medlemmerne vil gå med til at gå ned i løn.

- Vi tager meget positivt imod forslagene, og vi kvitterer for dem, men det skal være muligt at realisere dem, siger han.

PLO foreslår i stedet, at læger skal have et højere honorar, når de behandler meget syge patienter med komplekse problemer.

 - De er jo typisk også de steder, hvor der mangler læger, siger Christian Freitag.

Spektisk regionsformand

 Heller ikke formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) forventer, at læger i byområder vil betale til praksisser på landet.

- Det har aldrig været særligt frugtbart at gå ind til en forhandling med et krav om, at nogen skal aflevere et gode, de har erhvervet. Det tror jeg ikke meget på, men som en fremtidig model har den noget for sig, siger han til Jyllands-Posten.

En praktiserende læge tjener i gennemsnit 1.092.104 kroner om året. I områder, hvor der er lægemangel, kan en enkelt læge have op mod 4000 patienter.

/ritzau/