Video: Rundtur i genåbnet krigsbunker fra 2. Verdenskrig

I dag blev bunkeren Regelbau L411A i Hanstholm genåbnet for første gang i mange år.

Bunkeren Regelbau L411A blev tømt og murret til i 1950. Foto: Bunkermuseum Hanstholm

Det første, der møder en, når man går ned i den over 70 år gamle bunker i Hawskoven i Hanstholm er en tekst på væggen, hvor der står:

- Spart Rohstoffe!

Altså en opfordring til at spare på råstofferen.

En klar opfordring til bunkerens beboere. Foto: Bunkermuseum Hanstholm

Bunkeren Regelbau L411A er en lyskastergarage, som under 2. Verdenskrig rummede en 60 centimeter projektør, der var en del af det tyske luftforsvar af Hanstholm.

Læs også Spænding ved åbning af tyskerbunker i Hanstholm: Er vi de første siden krigen?

I 1950 blev den lige som mange andre krigsbunkere tømt og muret til. Men folkene fra Besættelseshistorisk Selskab, der stod for udgravningen i dag, var ikke de første siden 1950, der kom inden for i bunkeren.

- Vi kunne hurtigt se, at den øverste del af tilmuringen var brudt ned. Så vi var altså ikke de første, der kom ind i bunkeren siden 1950, fortæller Jens Andersen, der er museumsinspektør for Bunkermuseum Hanstholm.

Han fortæller, at det har været en sport for hanstholmdrenge at gå på skattejagt i krigens bunkere, og derfor er det sjældent, at de finder en bunder, der har ligget uforstyrret siden tilmuringen.

- Vi fandt nogle småting. Blandt andet nogle lampefatninger og gulvstænger til den 60 centimeter lysprojektør, der var i bunkeren, siger Jens Andersen.

Derudover fandt de også resterne af et instruktionsskilt til et ventilationsanlæg.

Der har i dag været stor interesse for at komme ind i den genåbnede bunker i Hanstholm. Foto: Bunkermuseum Hanstholm

Trods manglen på skatte i den genåbnede bunker, så har der hele dagen været stor interesse i at komme ind og se bunkeren fra de mange tilskuere.

Bunkeren er åben for tilskuere i dag, men da den er i så god stand, så bliver den ifølge Jens Andersen formentlig ved med at være åben for offentligheden.

02:19

Se en rundtur i den genåbnede bunker her. Video: Bunkermuseum Hanstholm

Luk video