Rumæner underbetalt af seks forskellige landmænd

En 33-årig rumæner er i en periode på mere end to år blevet underbetalt af flere danske landmænd.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Drømmen var at komme til Danmark og arbejde som landmand. Men for den 33-årige rumæner Paul-Bogdan Cojocariu var det ikke så rosenrødt, som han havde forestillet sig.

Siden han kom til Danmark i 2016, er han blevet underbetalt af seks forskellige landmænd. Det skriver Fagbladet 3F. 

- Jeg føler mig snydt. Jeg sagde ja til de job, fordi landmændene lovede, at jeg kun ville få den lave løn i en kort periode. Og fordi jeg af et formidlingsbureau fik af vide, at 12.800 kroner om måneden i det første år var en normal løn i Danmark, siger Paul-Bogdan Cojocariu.

3F er rystede

De seneste år har den 33-årige rumæner fået mellem 58 og 87 kroner i timen før skat.

En løn, der ryster Fagforeningen 3F, som Paul-Bogdan Cojocariu er medlem af.

Landbruget er et erhverv ligesom alle andre, og derfor skal vores medarbejdere også have en ordentlig løn

Jesper Bay Nielsen, Bestyrelsesmedlem, Landboforeningen Midtjylland

- Det er rystende og grotesk, at danske landmænd betaler så lav løn til voksne landbrugsmedarbejdere for et almindeligt stykke arbejde, siger Anders Carlsen, gruppeformand hos 3F Viborg.

Rumæneren har arbejdet for seks forskellige landmænd, og han er gentagne gange blevet bekræftet i, at den løn, han fik, var almindelig for en i hans situation. At det bare var en startløn, og at den ville stige.

Men det skete aldrig.

Lønnen skal være rimelig

Jesper Bay Nielsen er bestyrelsesmedlem i Landboforeningen Midtjylland. Han driver selv et landbrug, hvor han har tre danskere og en thailænder ansat.

Det er længe siden, han selv har hørt om en lignende sag.

Læs også Minister overvejer tørkehjælp til pressede landmænd

- Landbruget er et erhverv ligesom alle andre, og derfor skal vores medarbejdere også have en ordentlig løn, siger han til TV MIDTVEST.

- Hvis ikke han har haft en overenskomst, er der ikke foregået noget ulovligt. Men det skal alligevel være rimeligt. Og 58 kroner er ikke rimeligt, siger Jesper Bay Nielsen, bestyrelsesmedlem i Landboforeningen Midtjylland.

Landmand skal betale tilbage

At det ikke er rimeligt, har rumæneren nu både By- og Landsrettens ord på. 

Retten i Viborg dømte den midtjyske landmand, som har betalt ham 58 kroner i timen, til at betale knap 104 kroner i timen. 

Landmanden ankede dommen, og forleden tilkendegav Vestre Landsret, at de er enige i byrettens dom.

I februar startede den 33-årige rumæner som elev på Grindsted Landbrugsskole. Af uvisse årsager er kontrakten ophævet, og ifølge Fagbladet 3F er den han nu rejst tilbage til Rumænien.