To Ringkøbing-spillere skifter til Team Tvis Holstebro

Fra den kommende sæson vil to nuværende spillere fra Ringkøbing Håndbold være at finde i Team Tvis Holstebro.

Foto: Team Tvis Holstebro

På dagen, hvor Team Tvis Holstebro offentliggør millionbesparelse, har klubben hentet to spillere til fremtiden.

Det er den 22-årige playmaker Mathilde Neesgaard, der har erfaring fra ungdomslandsholdene.

- Med mit skfite til TTH tager jeg et skridt op på alle måder, og det betyder blandt andet et super træningsmiljø, der gør det lettere for mig at nå de mål og drømme jeg har herunder at komme på A-landsholdet, siger Mathilde Neesgaard i en pressemeddelelse.

Sammen med Mathilde Neesgaard flytter også stregspiller Hanne Trangeled væk fra Ringkøbing og tilbage til sin tidligere klub TTH.

- Jeg har været vildt glad for at være i Ringkøbing Håndbold, og der skulle noget helt specielt til for at trække mig væk. Det specielle har TTH, der ganske enkelt gav en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til, siger Hanne Trangeled.

Bestyrelsesformanden for TTH glæder sig over at kunne skrive en tre-årig kontrakt med begge spillere. Han mener, at de to tidligere Ringkøbing-spillere får en vigtig og bærende rolle i det, han kalder den nye start for klubbens damehold efter spareplanerne.

- I Hanne får vi en af de bedste forsvarsspillere i ligaen, mens Mathilde er en uhyre spændende playmaker, der tidligere i år var med på udviklingslandsholdet. Man kan kalde dem prototyper på den type spillere, vi ønsker på fremtidens TTH-mandskab, siger bestyrelsesformand for TTH Jørgen S. Hansen.

Begge spillere skifter efter den indeværende sæson.