Region Nordjylland rydder op i jordforurening for 6,8 mio.

Region Nordjylland har sat 6.8 millioner kroner af til at bekæmpe jordforurening i regionen i 2016.

060812_2Forurening.jpg

I 2016 kan grundejere 7 nye steder i Nordjylland se frem til at få ryddet deres forurenede grund op.

18 andre steder udføres der afgrænsende undersøgelser for at vurdere jordforureninger, som kan udgøre en risiko på længere sigt, lyder det i en pressemeddelelse fra Region Nordjylland.

Regionen sætter ind de steder, hvor jordforurening udgør en risiko for grundvandet eller menneskers sundhed.

- Vi har ikke penge til at rydde op på alle forurenede grunde i Nordjylland, så hvert år laver vi en prioritering. Derfor er det vigtigt, at vi først tager de grunde, hvor forureningen udgør den største risiko over for mennesker eller miljøet, siger Kenn Bloch Mortensen, der er kontorchef for Jordforurening og Råstoffer i Region Nordjylland.

Et af de steder, hvor regionen sætter ind med det samme er på en grund i Hørdum ved Thisted. Her er der tale om en kraftig olieforurening. Der er  fundet olie i de vandprøver, der er taget samt i jorden omkring, hvor der tidligere har ligget en vognmandsforretning. Derfor vurderer Regionen, at der er tale om en sag af høj prioritet.

- I det her tilfælde, hvor der kan være stoffer, der truer grundvandetvandet skal vi have foretaget en udvidet forureningsprøve, siger Kenn Bloch Mortensen.

Han understreger, at det, at der er fundet olie i vandprøven ikke nødvendigvis kommer til at påvirke borgernes drikkevand. Men hvorvidt borgerne i fremtiden skal være opmærksomme på drikkevandet, ønsker han ikke at udtale sig om.

Tjek om din grund er forurenet her

Også på en grund i Hurup i Thy foretages der en udvidet forureningsundersøgelse, da der her er mistanke om en trussel mod drikkevandet.

Udover de syv nye afværgeprojekter, fortsætter Region Nordjylland 24 afværgeprojekter, som er igangsat tidligere. Heraf foregår 2 af projekterne i Thisted Kommune mens tre finder sted i Vesthimmerland Kommune. 

Se hele indsatsplanen for jordforurening i 2016 i Region Nordjylland her