Regeringen vil lade unge under 18 år servere alkohol

SF og fagforbundet 3F er stærkt imod regeringens lovforslag om at lade mindreårige servere alkohol.

I fremtiden kan unge på 15 år servere øl til maden på caféer og restauranter, hvor man i dag skal være 18.

I hvert fald hvis det står til regeringen, der med et nyt lovforslag vil sænke aldersgrænsen for serveringspersonale på spisesteder, der serverer alkohol, skriver Avisen.dk.

Ifølge Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, er den nuværende lovgivning for stram, når 15-årige ikke engang må være til stede i lokaler, hvor der serveres alkohol.

Han mener, at det bør være muligt for de unge at arbejde sådan nogle steder, så længe de er under opsyn af en voksen.

- Der skal være tale om steder, hvor hovedformålet er servering af mad. Der er med andre ord ikke tale om barer. Derfor er vi også helt trygge ved det, siger ordføreren til Avisen.dk.

Det møder modstand fra både oppositionen og fagforbundet 3F, der er stærkt imod regeringens forslag.

Spørger man erhvervsordfører i SF, Lisbeth Bech Poulsen, er det fuldstændigt sindssygt at sætte unge i den situation.

- Så skal 15-årige servere alkohol og sige nej til en bredskuldret mand, der er blevet for fuld. Det er helt på månen, og det kan vi ikke bakke op om, siger hun.

Ifølge Avisen.dk fremgår det af restaurationslovens paragraf 27, at det er ulovligt for mindreårige at arbejde steder, hvor der serveres stærk alkohol.

Men jævnfør regeringens forslag skal unge have lov til at arbejde med blandt andet afrydning, rengøring og servering frem til klokken 22, så længe der er opsyn af en person over 18 år.

Restaurationsbranchen selv har længe kæmpet for at få lovgivningen lempet.

Ifølge Katia Østergaard, direktør i arbejdsgiverorganisationen for hotel og restaurationserhvervet Horesta, er det ikke et problem, at mindreårige arbejder steder, hvor der kan opstå situationer med fulde mennesker.

- Der skal være en kombination af voksne og unge på arbejdspladsen, hvor de voksne tager sig af sådan nogle ting som fulde folk, siger hun.

Hun mener, at det vil være til stor hjælp for de øvrige tjenere at have en ung ansat.