Regeringen vil lade udlændinge købe danske sommerhuse

Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Regeringen vil lade udlændinge købe danske sommerhuse

Udlændinge skal have lov at købe sommerhus i Danmark. Regeringen barsler med et forsøg i udvalgte områder.

Står det til den nye trekløver-regering, så får en del af de danske sommerhusejere snart permanent fremmedsprogede naboer. Regeringen vil på forsøgsbasis lade udlændinge købe sommerhuse, i det man indtil videre kalder "særligt udvalgte områder".

- Der er dele af landet, hvor man godt kunne tænke sig, at man kunne kompensere, med nogle tyske eller andres opkøb på en lidt bedre måde end i dag. Som det er nu, skal man have en eller anden form for tilknytning til Danmark, hvis man som udlænding vil købe et sommerhus, siger Thomas Danielsen, der er landdistriktsordfører for Venstre.

Nyheden modtages med åbne arme hos sommerhusejere ved Hostrup Stand nær Skive. Tyskerne fylder i forvejen godt op som lejere i sommerhusene ved Hostrup Strand. Desuden mener man, at udlændinge bør have de samme muligheder, som danskere har i udlandet.

- Vi køber huse i Spanien, og vi har lejlighed i Berlin og sådan nogle ting, hvorfor skulle vi så ikke åbne op for den anden vej, så vi kan få nogen herop, siger Johannes Henriksen, der ejer sommerhus ved Hostrup Strand.

Han bakkes op af en anden sommerhusejer fra området.

- Tyskerne er jo flinke, der er aldrig nogen problemer, når de lejer sommerhuse her, siger Vilhelm Christensen.

Kommunerne kan selv bestemme

Kommunerne, der kommer med i forsøget, får selv lov at afgøre, om de vil give udlændinge lov til at købe sommerhus i deres kommune. I Skive er borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) forsigtigt positivt stemt. 

- Fordelene er jo, at der bliver et større marked at sælge sommerhuse til, altså at der bliver flere købere på markedet, siger han.

Men der er også ulemper, hvis for mange udlændinge køber sommerhus herhjemme.

- Hvis man er køber fra udlandet, og kun kommer her måske 14 dage om året, så er det ikke med til at understøtte omsætningen ved vores lokale købmænd, siger Peder Christian Kirkegaard.

Iver Enevoldsen, der er borgmester i landsdelens største sommerhusområde, Ringkøbing-Skjern Kommune, fortæller til TVMIDTVEST, at han er modstander af regeringens forslag. Venstre-borgmesteren frygter, at det vil ramme turismen og særligt sommerhus-udlejningen i kommunen.

02:14 Luk video