Regeringen vil have højere hastighed på flere veje

En forsøgsordning med at indføre højere hastighed på udvalgte strækninger skal nu bredes ud og gøres permanent.

Der er godt nyt til de midt- og vestjyske pendlere på landevejene.

Regeringen vil gøre en forsøgsordning med højere fartbegrænsninger på udvalgte strækninger permanent.

- Jeg er glad for at kunne oplyse, at regeringen i nær fremtid følger op på det vellykkede forsøg med 90 km/t på sikre landeveje, siger Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen.

I 2011 indførte regeringen en forsøgsordning med højere hastighed på i alt 100 kilometer hovedveje. Fartgrænsen blev hævet fra 80 til 90 Km/t. I alt otte strækninger her i landsdelen.  

Her er forsøgsstrækningerne i Midt og Vestjylland. Kristian Pihl Lorentzen forventer, at mange flere veje kan få hævet hastighedsbegrænsningen. Foto: Grafik

Højere fart og generelt fald i antal ulykker

Vejdirektoratet har lavet en rapport om forsøget. I rapportens resume står der,

- Ser man alene på udviklingen på forsøgsstrækningerne, kan det konstateres, at der har været en lille stigning i den gennemsnitlige hastighed på 0,2 km i timen og et mindre fald i antallet af ulykker.

- Sættes udviklingen på forsøgsstrækningerne op mod udviklingen på et sammenligneligt vejnet, som her i evalueringen kaldes kontrolvejnettet, kan det konstateres, at der har været et fald i hastighed på kontrolvejnettet, som vi ikke finder på forsøgsstrækningerne og en endnu mere gunstig udvikling i antallet af trafikulykker på kontrolvejnettet.

- Sammenhængen mellem stigningen i den gennemsnitlige hastighed og den relativt ikke så gunstige udvikling i trafikulykkerne er ikke statistisk sikker for forsøgsstrækningerne som helhed. Læs hele rapporten her

Pihl: Vi skal have mere fart med fornuft

- Opfølgningen sker ved udsendelse af en ny bekendtgørelse, hvor vejmyndighederne (staten og kommunerne red.) i samråd med politiet kan hæve fartgrænsen på sikre landevejsstrækninger til 90 km/t, hvis ikke trafiksikkerhedsmæssige hensyn taler imod det. Dermed afløses forsøget på nogle få udvalgte strækninger med en generel regel, der er i helt tråd med princippet om "fart med fornuft". Relevante fartgrænser, der er lavet ud fra de konkrete forhold på vejene, bidrager til at styrke den generelle respekt for fartgrænserne - og styrker dermed trafikmoralen, siger Kristian Pihl Lorentzen.

- Jeg er sikker på, der er relevante strækninger over hele landet. Her i det midtjyske kunne det f.eks. være strækningen mellem Karup og Videbæk, siger Kristian Pihl Lorentzen.