Ravtyveri: 10.000 i dusør

Thise Mejeri vil hjælpe til opklaringen af ravtyveriet i Thyborøn.

Thise Mejeri udlover en dusør på 10.000 kroner til den, der har oplysninger, der kan lede politiet på sporet af tyvekosterne.

- Vi håber, dusøren kan være med til at opklare det her tyveri, så samlingen igen kan komme tilbage til museet, siger mejeribestyrer på Thise Mejeri Poul Pedersen.

Søndag d. 10. marts blev der stjålet mellem 50 og 75 kilo rav fra ravmuseet i Thyborøn. Bjarne Hansen der ejer museet er søn af miljøaktivisten Rav-Aage. Sammen har de gennem 70 år opbygget en stor samling rav.

Natten til søndag d. 10. marts var der så indbrud på museet. Tyvene løb med mellem 50 og 75 kilo rav. Stykkerne var op mod et kilo tunge.

Glæde over dusør

Bjarne Hansen anslår værdien af det stjålne rav til flere hundrede tusinde kroner, og samlingen er ikke forsikret. Derfor er ejeren af museet Bjarne Hansen glad for dusøren fra Thise Mejeri.

- Jeg synes det er så flot, og jeg håber det kan være med til at opklare det her. Jeg er så glad for det, siger Bjarne Hansen.

Bjarne Hansen har også selv udloddet en dusør. Han vil dog ikke fortælle, hvor meget den er på.

- Jeg kan bare sige, at folk ikke bliver skuffet, siger Bjarne Hansen.

Læs mere om dusøren på Thise Mejeris hjemmeside her (Eksternt link): http://www.thise.eu

TV/MIDT-VEST har sendt dette indslag om tyveriet:

02:09 Luk video