Evakuering afblæst: Mistænkelig kuffert var hittegods

En borger afleverede i god tro en kuffert foran administrationsbygningen - men glemte at orientere politiet.

Det var kufferten her, placeret foran kommunen, der satte gang i evakueringen. Foto: Michael Breinhild Johansen / Lemvig Kommune

Midt- og Vestjyllands Politi har nu afblæst evakueringen af rådhuset i Lemvig. 

Politiet begyndte tidligere på formiddagen at evakuere bygningen og opfodrede borgerne til at holde sig væk, fordi der var blevet fundet en mistænkelig kuffert foran rådhuset.

Samtidig blev der sendt bud efter bomberydderne fra Skive.

Men heldigvis var der ikke fare på færde. Den mistænkelige kuffert viste sig at være et stykke hittegods.

- Der var tale om en borger, der i god tro havde stillet en kuffert foran rådhuset, hvor politiet også har lokaler. Han havde fundet kufferten og ville aflevere den som hittegods, oplyser politiets vagtchef Ralf Høgedal.

Han fortæller, at borgeren selv henvendte sig til politiet og fortalte om baggrunden, da han hørte om evakueringen.

- Han har som nævnt været i god tro, men man bør lige orientere myndighederne, når man stiller sådan noget fra sig.

- Vi tager ingen chancer, når der bliver fundet sådan en genstand foran en offentlig bygning eller et andet sted, hvor der færdes mange mennesker - også med tanke på hvad der skete i København i går, siger vagtchefen med henvisning til eksplosionen ved Skattestyrelsens hovedkontor.

Medarbejdere håndterede det fint

Kommunaldirektøren i Lemvig Kommune, Lars Keld Hansen, siger, at medarbejderne håndterede situationen fint, og han glæder sig over, at kommunens beredskabsplan fungerede efter planen.

- Selvfølgelig giver det en nervøsitet, når sådan noget bliver efterladt. Det ved vi fra lufthavne, og hvor vi ellers ser efterladte ting. Men folk tog det stille og roligt. Vi fik dem væk fra området, og alt blev sat i sving. Politi, brandvæsen, ambulancer og læger var til stede, og til sidst kom bomberydderne, der konstaterede, at det var hittegods.

- Alt fungerer. Det er rigtig dejligt at opleve. Det er selvfølgelig mange ressourcer, der bliver sat i sving for ingenting, men hellere det end der sker noget, siger Lars Keld Hansen.

02:17

Interview med kommunaldirektør Lars Keld Hansen.

Luk video
01:41

Det helt store beredskab blev i dag sat i gang da de ansatte på rådhuset i Lemvig blev evakueret.

Luk video