Pyton-ejer: Jeg ville ikke ønske det for min værste fjende

Ulrik Pheiffer med en af sine pytonslanger. Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Pyton-ejer: Jeg ville ikke ønske det for min værste fjende

Slange-opdrætter Ulrik Pheiffer er rystet over, at tyve har taget 94 af hans pytonslanger og slået 24 ihjel.

Det var et ubærligt syn, der tirsdag mødte en slangeopdrætter, da han skulle flytte sine dyr.

- Det stank, da jeg åbnede døren, fortæller en rystet Ulrik Pheiffer.

Han er i øjeblikket ved at flytte fra sit tidligere hjem i Hoven til en anden adresse i Ørbæk.

Målrettet tyveri
Ulrik Pheiffer har arbejdet med slanger i 11 år og netop de mange pytonslanger, var han vendt tilbage til Hoven for at hente. Da han åbnede døren til huset stod det klart, at 94 slanger var blevet stjålet, og 24 var døde, fordi tyvene havde skruet termostaterne ved dyrene op på fuldt blus.

- Det er nogen, der har haft forstand på det. Dem, der var tilbage, var de billigere slanger. De har taget dem, der var mest værd. Det virker planlagt, og de har selv haft noget med til at have dem i, fortæller Ulrik Pheiffer.

Overvejde at stoppe
Han vurderer de stjålne slanger til at være ca. 200.000 kr. værd.

- Jeg ville ikke ønske det for min værste fjende. Det var virkeligt ubehageligt at komme hjem til, fortæller Ulrik Pheiffer. 

Han synes, det er ubehageligt, at nogen har holdt øje med, hvornår han var hjemme.

- Jeg har overvejet, om jeg skulle stoppe efter det her, men det skal ikke være skyld i, at jeg skal droppe min hobby. Jeg nyder at gå og arbejde med det, slutter Ulrik Pheiffer.

Hovedparten af de stjålne slanger er kongepytoner.