Pusic skal bombe videre i Holland

Pusic skal bombe videre i Holland

Martin Pusic er længe blevet rygtet væk fra FC Midtjylland. Nu er han blevet udlejet til hollandsk fodbold.

FC Midtjylland har udlejet Martin Pusic til hollandske klub Sparta Rotterdam frem til sommer. Den østrigske angriber kom til FC Midtjylland for to år siden og var med til at spille det danske mesterskab til klubben, det skriver klubben på sin hjemmeside.

Allerede dengang var det planen, at han på sigt skulle videre i sit fodboldliv, og det er altså sket nu med udlejningen til den hollandske Æresdivision-klub.

- Martin skulle være med til at hjælpe os til at blive dansk mester og spille os i gruppespillet i Europa League, og så var en del af planen også, at vi skulle forsøge at hjælpe ham videre efter halvandet til to år i klubben, siger sportsdirektør Claus Steinlein til klubbens hjemmeside.

- Vi er rigtig glade for det, Martin har givet os. Han har bidraget med en enorm vindervilje, og han har arbejdet hårdt og scoret mange mål for os. Han er en spiller, vi har sat pris på, og som vi har været glade for at have i FC Midtjylland, siger sportsdirektøren.

Martin Pusic blev superligatopscorer i FC Midtjyllands guldsæson, og den 29-årige angriber nåede i 72 kampe for ulvene at score 25 mål.

FC Midtjylland har tidligere forsøgt at skippe den østrigske angriber afsted til forskellige klubber uden held. Senest var Aab ved at købe angriberen fri - men hoppede fra i sidste øjeblik.