Prominent formand for videnscenter

Det bliver adm. direktør i Fårup Sommerland Søren Kragelund, der skal bestride formandsposten i det nye Videnscenter for Kyst-turisme i Hvide Sande.

Badning, Vesterhavet.jpg

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn satte i dag navne på bestyrelsen i det nye Videnscenter for Kyst-turisme i Hvide Sande. Ny formand bliver Søren Kragelund, der til daglig er adm. direktør i Fårup Sommerland.

- Kystturismen er den største ferieform i Danmark målt i antal overnatninger. Kystturismen har dog gennem de seneste år oplevet fald i antallet af udenlandske overnatninger. Jeg ser et stort potentiale i, at Videncenter for kystturisme kan bidrage til at skabe fornyet vækst og innovation i kystturismens virksomheder gennem produktionen af direkte anvendelig viden og udvikling, siger Søren Kragelund i en pressemeddelelse.

Det bliver altså en formand med et særdeles godt kendskab til turisme, der skal lede det nye videnscenter. Centeret kom på finansloven i efteråret, og det vides endnu ikke hvornår det står færdigt.

Resten af bestyrelsen ser således ud:

- Iver Enevoldsen, borgmester, Ringkøbing-Skjern Kommune (efter indstilling fra Ringkøbing-Skjern Kommune)

- Lars Enevold Pedersen, direktør, VisitNordjylland (efter indstilling fra Region Nordjylland)

- Jens Hausted, direktør, Midtjysk Turisme (efter indstilling fra Region Midtjylland)

- Claudia Rota Andersen, chef for analyse og videnformidling, VisitDenmark (efter indstilling fra VisitDenmark)

- Grethe Johnsen, restauratør (efter indstilling fra HORESTA)

- Kaj Frederiksen, adm. direktør, Sol og Strand (efter indstilling fra Dansk Erhverv)

- Steen Slaikjær, direktør og medejer, Hvidbjerg Strand Feriepark (efter indstilling fra Turisterhvervets Samarbejdsforum).

- Susanne Jensen, adjunkt, Aalborg Universitet (efter indstilling fra Turisterhvervets Samarbejdsforum)

Derudover er der to observatører i bestyrelsen:

- Karin Melbye Holm, direktør, Østdansk Turisme (udpeget af Region Sjælland)

- Klaus Melbye, leder, Vadehavscenteret (udpeget af Region Syddanmark)