Poppeltræer som markedsføring af øko-svin

Danmarks største, økologiske svineproducent er begyndt at markedsføre sine grise på poppeltræer.

Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

Fra 1. oktober kommer økologisk svinekød fra Bertel Hestbjerg i Idom til at hedde "Poppelgrise fra Hestbjerg" i Coops supermarkeder. Med andre ord en fortælling til forbrugerne om kød, der inden slagtning har levet et godt liv.

- Vi forsøger at give dem så godt et liv som muligt og samtidig få dækket omkostningerne, fortæller svineproducent Bertel Hestbjerg fra Idom uden for Holstebro.

Det er en tendens i fødevarehandlen, at folk vil have økologi - og gerne lokalt.

- Flere og flere forbrugere vil gerne vide noget om, hvor deres varer egentlig kommer fra, hvilken kvalitet de har og hvordan dyrene er vokset op, forklarer ansvarlighedschef Thomas Roland fra Coop.

Bertel Hestbjerg er med sin 1.950 søer Danmarks største producent af økologisk svinekød.

02:01 Luk video