Gasudslip i Nykøbing: Politiet spærrer af grundet risiko for sprængning

Gasudslippet er sket omkring 20 meter nord for krydset mellem Soltoften og Ringvejen.

00:51

Politiet har opsat afspærring i en radius af 300 meter fra området omkring gasudslippet. Alle skal holde sig indendøre og på afstand, oplyser politiet tirsdag aften.

OPDATERING KLOKKEN 23:54

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser nu, at al fare er drevet over i Nykøbing. Den sidste gas er sevet ud af ledningen, så beredskabet pakker nu sammen og ophæver afspærringen i området.  

Midt- og Vestjyllands Politi skriver på Twitter at i alt 122 personer er blevet evakueret i forbindelse med gasudslippet. 

----------

Der er sket et gasudslip i Nykøbing på Ringvej 55. Det oplyser Nordjyllands Beredskab og Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag aften.

Gassen strømmer ud fra en gasledning, og politiet oplyser om et fareområde på 300 meter.

Der arbejdes derfor på at afspærre området, da der på grund af gasudslippet er fare for sprængning. Politiet opfordrer derfor alle i området til at holde sig inden døre, lukke døre og vinduer og slukke for ventilationsanlæg.

  Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

"Raket" skyld i udslip

Gasudslippet er sket i forbindelse med underboring. Her har man skudt en "raket" af, der har ramt gasledningen. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Nu arbejdes der på at få lukket for gassen. Der oplyses om en tidshorisont på omkring 15 minutter fra klokken 22.12 før forventet lukning af gas på ledningen.

  Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Bankohal evakueret

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til TV MIDTVEST, at de har evakueret en nærliggende bankohal i forbindelse med gasudslippet.

Der er også evakueret en enkelt husstand.

I første omgang blev det meldt ud, at 82 personer var evakueret. Det tal er siden blevet rettet til 122 personer, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter. To borgere er lægetilset, og en af dem er kørt til Thisted sygehus til observation.

Ekstra mandsskab er tilkaldt til stedet, i form af politi, brandfolk, sundhedsberedskab og folk fra gasselskabet, der skal assistere, oplyser Nordjyllands Beredskab.

  Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Fareområdet er klokken 23.34 indskrænket til kun at gælde i en radius af 50 meter, oplyser politiet på Twitter.