Politiet opfordrer: Kør forsigtigt i snevejret

Hele dagen har der været glatføreuheld overalt i landsdelen.

Torsdag har politiet haft travlt med at rykke ud til glatføreuheld i hele regionen. I flere af tilfældene kunne folk ikke nå at bremse for forankørende på grund af en kombination af glat føre og for høj fart.

- Folk kører simpelthen ikke efter forholdene. De skal lære, det er vinter, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi Ole Vanghøj.

Både på Østerbakken i Thisted og på Lindåvej i Silkeborg kom en bilist kørende for hurtigt og ramte op i en forankørende. Det resulterede begge steder i harmoikasammenstød, da de påkørte biler fortsatte op i bilerne foran. Ingen kom dog alvorligt til fare ved uheldene.

Kørte galt og blev påkørt

Klokken tre kørte en bil med to personer i grøften ved Bur. Den plantede sig i en drive og da de to kom ud af bilen og op på vejen blev de ramt af en anden bil. De to var heldige og slap med lettere skader.

- Folk skal sætte farten ned. De kører for hurtigt på de glatte veje, siger Ole Vanghøj.

Politiet har haft fem meldinger om færdselsuheld på grund af det glatte føre. I alt har ti køretøjer været indvolveret i uheldene.