Efter trafikuheld: Politiet kontrollerer ikke om lastbilchauffører kører for lang tid
Når en lastbil kører galt, så kontrollerer politiet ikke automatisk chaufførens køretid. Det viser en række aktindsigter, TV MIDTVEST har fået i politiets rapporter.
En nat i februar 2016 mistede en chauffør herredømmet over sin lastbil ved Sjørup mellem Viborg og Holstebro. Han tabte 37 tons industrifisk.
En forårsaften i maj 2018 væltede en lastbil fyldt med asfalt på landevejen mellem Viborg og Holstebro.
Og den 15. maj i år væltede en lastbil med 30 tons fisk på Ringvejen i Holstebro.
I de her tre eksempler på trafikuheld fra Midt- og Vestjylland kontrollerede politiet på intet tidspunkt, hvor lang tid de forskellige chauffører havde siddet bag rattet. Det viser en aktindsigt, som TV MIDTVEST har fået i politiets rapporter fra de tre ulykker.
- Vi har ikke en decideret vejledning om, hvordan vi skal håndtere et specifikt lastbiluheld, kun hvordan vi skal håndtere et færdselsuheld, siger Claus Nørgaard, der er politiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Nemt at tjekke køretiden
I alle lastbiler er der ellers en takograf, der er en lille computer, der registrerer præcist, hvor lang tid lastbilen har kørt og holdt pause. Og ifølge Poul Jørgensen, der har været vognmand i 45 år, så er det meget nemt at tjekke takografen.
- Jeg vil mene, at et 10-årigt barn kan lære det på tre minutter, og selv jeg kan finde ud af det, selvom jeg ikke er særlig god til sådan noget. Det kan alle finde ud af, siger Poul Jørgensen, der også er tidligere formand for Vestjyllands Vognmandsforening.
Politiet vil nu ændre praksis
Det overrasker ikke konsulent Kjeld Jensen, at politiet ikke tjekker takografen. I 30 år har han arbejdet med trafiksikkerhed i transportbranchen.
- Problemet ligger i, at det er så få politifolk, der har den viden om de apparater. Der skal vi over i tungvognscentrene. De almindelige færdselsbetjente i kredsene har ikke den viden om kontrolapparaterne, siger Kjeld Jensen.
Claus Nørgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi kan ikke forklare, hvorfor politiet ikke har en praksis for at tjekke lastbilernes takograf, men han lover, at politiet nu vil ændre praksis.
- Jeres henvendelse giver anledning til, at vi vil prøve og tjekke, om vi har behov for det. Vi skal kunne rigtig mange ting i dag, og det her er en af dem, siger politiinspektøren.
Der var ingen, der kom til skade ved de tre trafikuheld.
Over for TV MIDTVEST bekræfter chaufføren fra uheldet i 2016, at han havde kørt i for lang tid og var faldet i søvn. I de to andre sager er det ikke blevet undersøgt, hvor lang tid chaufførerne havde været bag rattet.