Politiet holder øje ved skolerne

Ved politiets kontrol ved skolerne for et år siden blev knap 4400 bilister sigtet for at køre for stærkt. Foto: Scanpix / Axel Schütt

Politiet holder øje ved skolerne

For at gøre vejene mere sikre og forebygge, at børn og unge kommer til skade på vej til skole, er der denne uge færdselskontrol på skolevejene.

Der køres for stærkt på mange skoleveje, og det skaber utryghed og farlige situationer for de mange børn, der færdes på vejene. 

Vi stopper desværre alt for mange bilister, der har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn.

Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Fra mandag den 8. til og med fredag den 12. januar sætter politiet derfor ind med en landsdækkende kontrol på landets skoleveje. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Vi stopper desværre alt for mange bilister, der har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn, siger Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Læs også Halvdelen af danskerne vil ha' mere fartkontrol

Knap 4400 bilister blev sigtet for at køre for stærkt, da politiet i samme periode for et år siden kontrollerede trafikanterne på skolevejene.

- Rigtig mange af bilisterne kører også for stærkt, og for høj fart er involveret i mange trafikulykker. Netop nu hvor det er mørkt, og sigtbarheden er dårlig i morgen og eftermiddagstimerne, er det ekstra vigtigt at være opmærksom og overholde fartgrænserne. Derfor gennemfører vi kontroller på skolevejene i den kommende uge for at passe på skolebørnene, siger Erik Terp Jensen.

Under kontrollerne vil politiet også holde øje med, om de cyklende skolebørn overholder færdselsreglerne og passer på sig selv i trafikken. Politiet vil f.eks. tjekke om børnene taler i håndholdt mobil, mens de cykler, har husket cykellygterne og om de går eller cykler over for rødt.

Tal fra vejdirektoratet viser, at 10 gange så mange 16-årige kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken som 6-årige.

Læs også Fartkontrol ved skoler i hele landet