Drop den ekstra øl: Politiet er rykket ud på spritkontrol

Midt- og Vestjyllandl har rekord i spiritusulykker med dødelig udgang. Lige nu er Politiet på udkig efter dem, som kører rundt med lidt for mange genstande i blodet.

2:00
I denne uge har politiet over hele Europa fokus på spritbilister. Midt- og Vestjylland er den landsdel, der er hårdest ramt.
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Med 27 dræbte på fem år er Midt- og Vestjylland den landsdel med flest dødsulykker forårsaget af alkohol. Antallet af trafikdræbte, hvor der har været alkohol involveret, er det seneste år steget med otte procent.

- Siden 2015 har vi faktisk haft en stigning i spritulykker, og vi rigtig kede af at se den udvikling her i Midt- og Vestjylland, siger Jørgen Christensen, Færdselsleder, Midt- og Vestjyllands Politi.

Den værste konsekvens af spritkørsel oplevede politiet i søndags, hvor en 24-årig beruset lette med for høj fart bragede op bag i en bil sydøst for Holstebro. I ulykken omkom en 41-årig kvinde, en syvårig pige og en 9-årig dreng.
Blandt andet derfor, og fordi julefrokostsæsonen er i fuld gang, har politiet i december øget spritkontrollerne i landsdelen.

Politiet oplever ofte, at folk er overraskede over, hvor længe alkoholen bliver i blodet.

- Forrige weekend havde vi faktisk en familiefar, der blev stoppet med hustru og et par børn, og han havde været til julefrokost dagen inden, og da han bliver stoppet dagen efter, har han stadigvæk en promille på én. Og det overraskede ham, siger Jørgen Christensen, Færdselsleder, Midt- og Vestjyllands Politi.

De seneste fem år er i alt 140 personer blevet dræbt på de danske veje på grund af spritkørsel. 
I Midt og Vestjyllands politikreds kom 57 personer sidste år til skade i spritulykker i trafikken og ni personer mistede livet.