Politiet er for langsomme ved butikstyverier: Nye initiativer på vej

Politiet er ikke gode og hurtige nok til at opklare butikstyverier, mener en butiksejer. Søren Pape Poulsen er på vej med flere initiativer.

henrik_thomsen.jpg
Foto: Ragnhild Aleksandra Dam, TV MIDTVEST

Henrik Thomsen fik mandag stjålet jakker for over en kvart million kroner i sin butik Laura Thomsen Luxery i Silkeborg. Kort efter offentliggjorde han overvågningsbillederne af de fire gerningsmænd på Facebook – selvom det er ulovligt.

- Skulle politiet have gjort det her i løbet af dagen i dag – altså dagen efter tyveriet – så er jeg sikker på, at mine jakker er over alle bjerge, siger Henrik Thomsen.

Videoen af gerningsmændene er tirsdag aften set knap 700.000 gange og delt mere end 11.000 gange.

- Jeg får en bøde, og det tager jeg også gerne. Kan mit opslag føre til, at mændene bliver fanget, er jeg meget glad for det, siger han.

2:10
Her går tyvene ind og stjæler jakkerne i Laura Thomsen Luxery.

Tirsdag eftermiddag valgte Politiet så også at offentliggøre videoen. Et døgn efter butiksejeren.

- Hastighed og behandling er helt afgørende, så hvis vores hastighed ikke er god nok, må vores målsætning være at blive hurtigere, siger Hans Roost, politiinspektør, Midt- og Vestjyllands Politi.

Og det bliver da også prioriteret højere end Henrik Thomsens video-deling.

- Det, at man offentliggør det på Facebook, er ulovligt. Det må vi kigge på, men førsteprioriteten er, at vi skal opklare den her form for kriminalitet, siger Hans Roost.

Henrik Thomsen vil fremover sikre butikken endnu mere, så der kun hænger én jakke fremme af hver slags, og de vil så være monteret med en stålwire, som de allerede gør det med butikkens pelse.

Pape på vej med initiativer

Henrik Thomsen har taget sagen i egen hånd og har også udlovet en dusør på 25.000 kroner til den person, der kan give et afgørende tip i sagen.

Han står dog ikke alene med sin frusration. Det gør også justitsminister Søren Pape Poulsen.

- Det gør mig godt gammeldags vred. Det er et problem, jeg har kendt til i et stykke tid, og som jeg længe har arbejdet på at gøre noget ved, skriver han i sin blog på TV2.

I bloggen fortæller han, at udspillet skal sikre hårde straffe, mere politi, øge brugen af hemmelige agenter og oprettelsen af en ny enhed, der skal tage sig af udenlandske tyvebander.