Peter køber peberspray til sin kone: Hun skal føle sig mere tryg

Siden nytår har det været lovligt at have peberspray i hjemmet. For Peter Heides kone skal det skabe tryghed.

Peter Heide er ikke selv utryg, men han mener, at en peberspray kan skabe tryghed for hans kone, når hun er alene hjemme. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Der er nye varer på hylden i JAFI A/S i Viborg. Jagt-, fiskeri- og outdoorbutikken er netop begyndt at sælge peberspray, og Peter Heide fra Frederiks er en af de mange kunder, der i dag har afhentet den nu lovlige spray.

-Det er til min kone, siger han.

Politiet kan jo ikke stå der i løbet af ti sekunder, og så synes jeg, det er helt i orden, at folk kan afskrække

Peter Heide, Pensionist, Frederiks

- Der har været en del indbrud der, hvor vi bor, så når jeg er på Sjælland, så føler hun sig en lille smule utryg, uddyber han.

Siden årsskiftet har det været lovligt at sælge og købe peberspray, som dog kun må benyttes indenfor hjemmets fire vægge. Det har skabt travlhed for jagtbutikken, som har haft omkring 125 forudbestillinger.

- interessen har været overraskende stor. Vi har haft rigtig mange henvendelser på web, mange der har ringet ind og mange kunder i butikken, siger butiksejer Johnny Christian Jørgensen.

Læs også Om fire dage bliver det lovligt: Kunderne står i kø for at købe peberspray

Politiforbundet stadig bekymret

Hjemme hos Peter Heide i Frederiks har der aldrig været indbrud i andet end biler, selvom mange naboer har haft indbrud. Men det er altså ikke kun indbrud, pebersprayen skal virke imod.

- Det er tryghedsskabende, tror jeg. Det er derfor, hun har fået den. Jeg tror aldrig, hun kommer til at bruge den, men så har hun i hvert fald en, siger den pensionerede murer.

Tilbage i december vedtog folketinget lovændringen, som lovliggjorde brugen af peberspray i eget hjem. Regeringen og Dansk Folkeparti stemte for, mens resten af partierne stemte imod.

I høringsfasen advarede både Offerrådgivningen, Det Kriminalpræventive Råd, Dansk Erhverv og Politiforbundet mod en lovliggørelse. Hos Politiforbundet er man stadig bekymret for, hvilke konsekvenser lovliggørelsen kan have.

Typisk er det bare døde ting, de går ind i et hjem for. Det er ikke for at lave vold, voldtægt eller drab

Claus Oxfeldt, Formand, Politiforbundet.

- Vi er nervøse for, at en forurettet i et hjem sprøjter peber i retningen af en gerningsmand og ikke rammer, og at gerningsmanden så agerer voldsommere, end han ellers ville have gjort. Der er også risiko for, at man selv bliver ramt, siger Claus Oxfeldt, som er formand for Politiforbundet.

Han forklarer, at man kan komme til at handle uhensigtsmæssigt når adrenalinet pumper under et eventuelt indbrud, og han opfordrer til at overlade opgaven til politiet.

- Typisk er det bare døde ting, de går ind i et hjem for. Det er ikke for at lave vold, voldtægt eller drab. Det er heldigvis sjældent, at det sker, siger han.

Læs også Det skal være muligt at have peberspray i hjemmet

Ikke det bedste forsvar

Peter Heide er forstående overfor politiforbundets bekymringer.

- Det er jo ikke vores opgave at rende rundt og lege politibetjent, siger han.

- Men de kan jo ikke stå der i løbet af ti sekunder, og så synes jeg, det er helt i orden, at folk kan afskrække, uddyber han.

Og selvom de hos politiforbundet er forstående overfor, at man skal kunne forsvare sig selv i ekstreme situationer, mener de altså også, er der i de fleste tilfælde er bedre måder at gøre det på.

- For mig at se er det bedste forsvar, du kan have, at tænde og slukke lyset 5-6 gange, så indbrudstyven ser, at der er nogen hjemme. Så vil de i 99,9% af tilfældene gå videre til det næste hjem, siger Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet.

FAKTA OM PEBERSPRAY

* Peberspray, også kaldet OC (Oleoresin Capsicum). har været anvendt af politiet i Danmark siden 1. januar 2008.  

 

* Sprayen indeholder en meget stærk koncentration af chili.

 

* En dåse peberspray indeholder omkring to millioner Scoville Heat-units. En stærk, thailandsk ret indeholder typisk 50 til 200.

 

* Man anvender sprayen ved at sprøjte mod en persons ansigt fra seks til syv meters afstand.

 

* Sprayen medfører akutte smerter i øjne og på huden, tåreflåd og flåd fra næsen, vanskeligheder med vejrtrækningen, ubehag samt ufrivillig blinken med eller lukning af øjnene. 

 

* Virkningen af peberspray fortager sig i løbet af nogle timer og efterlader ingen varige mén. 

 

* I Tyskland er peberspray lovligt at besidde på i hjemmet om i offentligheden generelt. I Sverige og Finland kan man søge om tilladelse til at købe peberspray. 

 

Kilde: Wikipedia

Se mere