Personbil fløj gennem luften

Personbil fløj gennem luften

En rød personbil med to kvinder og en mand blev fredag morgen kl. 7.30 involveret i et uheld, som chokerede vidner til ulykken.

Bilen kom kørende ad Ringkøbingvej i østlig retning, hvor føreren fuldstændigt overså en lastbil i vejkanten.

Snurrede rundt i luften

Lastbilen, som tilhører et entreprenørfirma, holdt med en opkørselsrampe slået ned på Rute 15 mellem Bording og Pårup. Denne kom til at virke som rampe for den røde personbil, som kørte op ad den med hjulene i den ene side, hvorefter den fløj gennem luften og snurrede rundt, oplyser Bjarne Askholm fra Midt- og Vestjyllands Politi.Bilen landede 20-30 meter længere fremme.

Chokeret chauffør

Chaufføren på lastbilen oplevede ulykken på meget tæt hold.

 - Det var en chokerende oplevelse. Vi havde sænket rampen, og jeg stod bag i vognen med front mod vejen. Pludselig kom der en rød bil drønende i høj fart. Bilen ramte rampen og noget af lastbilen, inden den fløj forbi, forklarer den ene af de to entreprenøransatte til AOIB.dk.

Han var så chokeret, at han måtte tage fri fra arbejde resten af dagen.

Lav sol mulig årsag

Politiet oplyser, at det formentlig er solen, der har blændet den 23- årige kvindelige chauffør fra Silkeborg. Med i bilen var en 27-årig mand og en 20-årig kvinde.Alle har været til behandling på skadestuen, men er nu udskrevet igen.

Vejen er nu åben igen i begge retninger efter at have været spærret i en time.