Overraskelse: Vindum fortsætter som borgmester i Silkeborg

Overraskende konstellation sikrer Steen Vindum genvalg. Både Alternativet og Radikale Venstre bakker op og sikrer ham borgmesterposten i Silkeborg.

1:30
Steen Vindum fortsætter som borgmester i Silkeborg, efter at han har fået opbakning fra Alternativet og Radikale Venstre.

Steen Vindum (V) fortsætter overraskende som borgmester, efter at han får opbakning fra Radikale Venstre og Alternativet.

- Vi er enige om en aftale, som peger på mig som borgmester, kunne en tilfreds Steen Vindum konstatere, efter at konstitueringen var faldet på plads. 

Det er efter en opsigtsvækkende aftale med Radikale Venstre og Alternativet, at det er faldet på plads. 

- Der var to, som var tungen på vægtskålen, og de har haft mange møder med den røde blok og mange møder med mig. Til sidst så valgte de at komme og sige til mig, at de tror på, at jeg er den der er bedst til at føre den her kommune videre, siger Steen Vindum.

Selvom det måske kan virke som en overraskende konstellation med Alternativet og Venstre, så mener Claus Løwe Klostergård sagtens, at det kan lade sig gøre:

- Vi er gået på valg på at sige, at vi er et grønt parti, og vi vil gerne en ny politisk kultur. Så vi vil ikke gå ind i den her blokpolitik. Og Steen Vindum var mere imødekommende i forhold til det, vi sådan set ønskede. 

- Når man kalder sig selv for grønne, så er det klart, at hvis man skal have to grønne til at bakke op om mig, så skal de også have nogle ting for det. Det er klart, at det har jeg måtte give mig på, siger Steen Vindum om begrundelsen for, hvorfor han kunne overtale Radikale Venstre og Alternativet. 

Enhedslisten: svært ved at se Venstre favne Alternativet

De radikale og Alternativet kunne også have valgt at pege på Socialdemokraternes spidskandidat, Søren Christensen, men det valgte de altså ikke at gøre. Det overrasker Enhedslistens Lene Fruelund, at Alternativet valgte Steen Vindum og Venstre til.

- Det har været grimt, synes jeg, siger Lene Fruergaard og fortsætter: 

- Jeg kunne ikke helt lade være med at grine over nogle af de ting, der blev sagt. Jeg synes, at det er forbløffende, at Alternativet kan få mere klima og miljø med Steen Vindum, end de kunne ved at kigge til vores side. Når man ser, hvad der er sket de sidste fire år, så er det jo ikke miljø og klima, der har været i højsædet.

- Det kommer ikke bag på mig, at Enhedslisten siger det. Det er intet problem. Det skal vi nok finde ud af, siger Steen Vindum.