Steinfath misser finale: - Det er lidt af en mavepuster

Den forsvarende verdensmester skuffer og misser sprintfinalen ved VM i SUP i Kina efter foto-finish.

Casper Steinfath har fået sig noget af en mavepuster til VM i Kina.
Casper Steinfath har fået sig noget af en mavepuster til VM i Kina.
Foto: Pablo Jimenez

SUP-verdensmester Casper Steinfath kommer ikke til at forsvare VM-guldet fra København, efter han misser finalen med 10 sølle centimeter.

I semifinalen blev det kun til en fjerdeplads. Dermed går han ikke videre til finalen, og selvom telefonforbindelsen til Kina er forsinket og utydeligt, er den forsvarende verdensmester, Casper Steinfath, tydeligt skuffet. 

- Det er lidt af en mavepuster. Jeg havde drømt om at forsvare min guldmedalje, som jeg vandt foran Operaen i København sidste, men det kommer ikke til at ske - og det gør ondt, lyder det fra den skuffede Klitmøller-surfer. 

I semifinalen kommer Steinfath skidt fra start, og på målstregen skulle der målfoto til for at afgøre, om det blev ham eller italienske Leonard Nika, der gik videre. 

- Sidste år vandt jeg med sølle 10 cm i København, og i år var det små marginaler, der gjorde, at jeg manglede dem på målstregen. Det er sport, når det er mest brutalt, siger Casper Steinfath, der må se sine rivaler, Trevor Tunnington fra New Zealand, og Connor Baxter fra USA kvalificere sig til finalen. 

- Undervejs når jeg ikke engang at kigge mig omkring. Det handler bare om at fokusere på sit eget løb, og jeg følte egentligt, at jeg var godt kørende. Det var bare ikke nok denne gang. 

Skuffende sæson for Steinfath

I det hele taget har det ikke været Casper Steinfath sæson, og i det samlede regnskab ligger han nummer fire på APP World Touren, der afsluttes med et stævne på Seinen i hjertet af Paris om en god uges tid. 

VM-finalen blev vundet af brasilianske Arthur Sant Creu, der blev nummer tre ved VM i København for et år siden, foran Trevor Tunnington (NZL) og Connor Baxter (USA). 

Den danske kvindelige deltager, Nicoline Rasmussen, blev sidst i kvindernes semifinale. 

Lørdag sejles der langdistance, og der er det danske håb, Christian Andersen fra Klitmøller, det danske bud på et topresultat. 

27:57
Her kan du gense indslaget om Casper Steinfaths vilde rekordforsøg. Han vil være den første i verden, der krydser Skagerrak på et surfbræt. Det er en tur på 145 km fra Hirtshals til Kristiansand. Vi var med på turen og fulgte hans op- og nedture gennem de 18 timer og 26 minutter det tog at padle turen.