DF-ballade i Thy: Tre medlemmer forlader bestyrelse

Formand, næstformand og kasserer forlod torsdag aften DF Thisteds bestyrelse efter længere tids ballade.

Foto: presse

Flere måneders ballade og ulmende konflikt i Dansk Folkeparti i Thy kulminerede torsdag aften på partiets generalforsamling. Her forlod tre medlemmer bestyrelsen, blandt andet i protest mod folketingsmedlem Ib Poulsen.

Det skriver LimfjordUpdate.dk.

Det er formand Harry Brogaard, næstformand Ane Line Johannessen samt sekretær og kasserer Lis Brogaard, der har forladt bestyrelsen, forlyder det.

De blev afløst af Kaj Kirk og Peter Sørensen, der begge sidder i kommunalbestyrelsen, samt Jes Røge fra Hanstholm.

Der har længe været en intern strid om den politiske linie mellem Ib Poulsen på den ene side og Peter Sørensen og Kaj Kirk på den anden. Med udfaldet af valget i aftes får kritikerne af Ib Poulsen et flertal i bestyrelsen.