Muligt skybrud: Kraftige regn- og tordenbyger på vej

I dagens løb kan kraftige regn- og tordenbyger ramme store dele af Jylland.

Sommerhalvåret er ikke kun ensbetydende med solskin og varme - men også for risikoen for kraftige byger der kan give skybrud.

For første gang i år er den reelle risiko til stede i dag, når kraftige byger i dagens løb bevæger sig op over den vestlige del af landet, fra syd.

Opstår i varmluften

I øjeblikket passerer en svag varmfront landet fra syd, og det giver her til morgen skyer mange steder. 

I den sydlige del af landet er det efterhånden klaret op, og temperaturerne stiger i eftermiddagens løb til mellem 17 og 20 graders varme. 

Varmluften er dog langt fra stabil, og det betyder at der let dannes områder med kraftige byger - der sagtens kan være med torden. 

I øjeblikket vurderer vi på TV 2 VEJRET at risikoen for skybrud og kraftige tordenbyger er størst over den sydlige,- centrale- og vestlige del af Jylland, men det kan ikke udelukkes at man også på dele af Fyn eller længere mod nord kan få kraftige byger.

  Foto: TV 2 VEJRET / TV 2

Bygerne dannes fra først på eftermiddagen og intensiveres, og kan fortsat husere flere steder i aftentimerne.

Lokalt kan der falde over 30 mm regn i forbindelse med de kraftige byger, og samtidigt kan der forventes skybrud hvor der falder mindst 15 mm regn på 30 minutter.

TV 2 VEJRET følger naturligvis vejrudviklingen dagen igennem.