Indsamlingssnyd:- Jeg troede, det var noget politiet tog alvorligt

Jensens Auto i Lemvig donerede penge til fupforening. Ejeren er overrasket over, at der ikke er mere kontrol med indsamlingsforeninger.

Foto: Operation X, TV 2
Foto: Operation X, TV 2
Foto: Foto: TV 2

Flere virksomheder, der har doneret penge til fupforeningen 'Foreningen for Danske Kræftramte Børn', står nu frem over for TV2 på deres hjemmeside. Det gør de på baggrund af Operation X's afsløringer af foreningen torsdag aften på TV 2.

En af de virksomheder, der har doneret penge til Foreningen for Danske Kræftramte Børn, efter den blev politianmeldt for over et år siden, er Hanne Lundtoft. Sammen med sin mand ejer hun et autoværksted i Lemvig, og hun havde ingen anelse om, at den forening, hun støttede, var politianmeldt på grund af mistanke om svindel.

- Jeg er skuffet over, at politiet eller hvem det nu er, der skal gribe ind, ikke griber ind. Når man allerede et halvt år forinden jeg bliver spurgt, har en mistanke om, at der er noget som ikke er som det skal være, at der ikke er nogen der får styr på, at få stoppet sådan en forening, siger Hanne Lundtoft til TV 2.

Hun donerede penge til foreningen i oktober 2016 og igen i januar 2017. 

'Operation X' har også spurgt FC Midtjylland, om de har et samarbejde med foreningen eller har arrangeret ture for foreningen, som foreningen påstår. De afviser, at dette skulle være tilfældet.

- Det er enormt usmageligt. Vi har ikke på nogen måde et samarbejde med dem, fortæller Jacob Jørgensen, kommerciel direktør i FC Midtjylland i Operation X.

Det er Fyns Politi, der efter 10 anmeldelser nu efterforsker foreningen.

- Der er tale om et meget omfattende materiale, der har krævet og fortsat kræver en del analysearbejde for, at politiet kan afgøre om foreningen har begået noget ulovligt, og om der dermed er grundlag for at rejse sigtelse mod ledende personer i foreningen, siger Jørgen Andersen, vicepolitiinspektør ved Fyns Politi til TV 2.

Efterforskningen har blandt andet vist, at rigtig mange danske virksomheder har doneret penge til foreningen, og at beløbene oftest har ligget i størrelsesordenen 1000-2500 kroner. Præcis, hvor mange virksomheder, der har doneret penge til foreningen vil politiet ikke svare på. 

Endnu en forening er stiftet

Mens sagen har ligget hos Fyns Politi har stifteren af Foreningen for Danske Kræftramte Børn, Mikkel Olsen, været indblandet i endnu en forening. Den hedder Foreningen for Handicappede børn og har samme adresse som Foreningen for Danske Kræftramte Børn. 

Hanne Lundtoft fra Lemvig er overrasket over, at der ikke er mere kontrol med velgørende foreninger.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at man ikke holder øje med sådan nogle foreninger, det kan jeg simpelthen ikke forstå. Det er jeg meget skuffet over, siger Hanne Lundtoft, der fremover vil være mere kritisk, når hun bliver ringet op af velgørende foreninger. 

TV 2 har kontaktet Foreningen for Danske Kræftramte Børn, men de vil ikke stille op til interview, og de vil heller ikke svare på, hvor mange penge, der er samlet ind, og hvad der er gået videre til kræftsyge børn.