Overfaldt svoger med flækøkse

Morsingbo sigtes for grov vold og spirituskørsel.

En 39-årig mand fra Øster Assels blev natten til torsdag anholdt og sigtet for grov vold mod sin svoger på en landejendom ved Nykøbing.

Ifølge politiet slog han svogeren tre til fire gange med en flækøkse - og sparkede ham i hovedet.

Svogeren blev kørt på skadestuen og syet i hovedet, men skulle ikke være kommet alvorligt til skade. Når det ikke gik værre, skyldes det formentlig, han blev slået med øksens flade ende.

Politiet skal nu forsøge at finde baggrunden til overfaldet - men det begyndte tilsyneladende med, at den 39-årige blev uvenner med sin kone. Han forlod hjemmet med en besked om, at han ville tage ned og smadre hendes bror. 

Mens den 39-årige var på landejendommen, kom en anden bror til hustruen og offeret til stedet. Den 39-årige truede ham, inden han stak af. Han blev senere anholdt i sin bil på Næssundvej og i øvrigt også sigtet for spirituskørsel.

Den 39-årige blev torsdag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.