Østerild: Ib Poulsen sat på plads

Folketingsmedlem Ib Poulsen havde ikke opbakning fra partitoppen, da han sagde, at Dansk Folkeparti vil stemme for et vindmølle-testcenter i Østerild.

ib_poulsen001.jpg

Ib Poulsen kunne Kristi Himmelfartsdag meddele, at Dansk Folkeparti er parat til at stemme for placeringen af et nationalt testcenter for vindmøller i Østerild, hvis der samtidig afsættes 100. mio. kroner til renovering af Hanstholm Havn.

Men nu bliver Ib Poulsen sat på plads af partiets miljøordfører Jørn Dohrmann.

- Det må stå for Ib Poulsens helt egen regning. Det er ikke Dansk Folkepartis politik at sige, at det koster 100. mio. kroner at købe vores stemmer til et forslag, som vi overhovedet ikke bryder os om, siger Jørn Dohrmann til TV/MIDT-VEST.

Jørn Dohrmann siger, at Dansk Folkparti ikke har nogen krav på nuværende tidspunkt, da partiet stadig er i gang med at beslutte sig for, hvilken placering man vil stemme for.

- Jeg taler på Dansk Folkepartis vegne, og det er mig, der sidder med ved  forhandlingerne. Derfor er det irriterende, når andre kommer med meldinger, som ikke er aftalt med gruppen, siger Jørn Dohrmann til TV/MIDT-VEST.

Hør interview med Jørn Dohrmann: