Ørum: Stem ikke på Kristendemokraterne

Tidligere formand for Kristendemokraterne, Per Ørum Jørgensen, fraråder folk at sætte kryds ved partiet. (Arkivfoto)

Det vil være spild af stemmer at sætte kryds ved Kristendemokraterne, det siger partiets tidligere formand til DR Nyheder. Per Ørum Jørgensen stod i spidsen for Kristendemokraterne ved sidste Folketingsvalg i 2011.

- Kristendemokraterne er ikke i nærheden af at komme over spærregrænsen. Og for at undgå stemmespild i blå blok, bør man i stedet støtte et af de andre blå partier, hvis man overvejer at stemme på Kristendemokraterne, siger Per Ørum Jørgensen til DR Nyheder.

Genkender ikke sit gamle parti

Kristendemokraterne kom ikke ind ved sidste valg. Per Ørum Jørgensen blev efterfølgende væltet som formand for partiet. Nu har han meldt sig ind hos De Konservative, som Per ørum Jørgensen tidligere har repræsenteret i Folketinget. Han siger, at han ikke længere kan genkende Kristendemokraterne, som han stod i spidsen for for fire år siden.

- Partiet er blevet en mere fundamentalistisk og religiøs bevægelse, og jeg har svært ved at se, hvad partiet vil i dag. De fordømmer de homoseksuelle, er imod fri abort, og de ville kun redde kristne flygtninge. Det er bare ikke særligt charmerende, når alt kommer til alt. Sådan tror jeg, mange har det, siger Per Ørum Jørgensen til DR Nyheder.