Per Ørum risikerer kampvalg

Der bliver sandsynligvis opstillet modkandidater til Per Ørum Jørgensen i Holstebro-kredsen.

Per Oerum.jpg

Selv om det konservative folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen torsdag aften fik opbakning fra bestyrelsen i sin lokale vælgerforening, er han langt fra sikker på at være Holstebro-kredsens folketingskandidat ved næste valg.

Der er stor sandsynlighed for, at der bliver kampvalg om at blive kredsens kandidat. Formanden for Holstebro-kredsen, John Sørensen fra Ulfborg, anser det i hvert fald for sandsynligt, at der vil være flere kandidater, når kredsen ved en generalforsamling skal vælge folketingskandidat.

Bloch og Thorsø i tænkeboks

Modkandidat kunne for eksempel blive byrådsmedlem i Holstebro Kommune, advokat Pernille Bloch. Hun bekræfter over for TV/Midt-Vest, at hun fra flere sider er blevet opfordret til at stille op - hun understreger dog, at hun endnu ikke har besluttet, om hun vil takke ja.

Også partiets borgmesterkandidat ved kommunalvalget sidste år, byrådsmedlem John Thorsø, er gået i tænkeboks. Thorsø fortæller, at han allerede ved sidste folketingsvalg blev opfordret til at stille op - og der er også kommet opfordringer siden.

John Thorsø vil i øjeblikket hverken sige ja eller nej til opfordringerne - han vil først drøfte sagen med sin familie.

Per Ørum: Jeg har brug for ro

Hovedpersonen selv, Per Ørum Jørgensen er sygemeldt fra Folketinget, efter at han blev taget for spirituskørsel. Han er nu gået i behandling for sit alkoholmisbrug. Om udsigten til at få en eller flere modkandidater siger han til TV/Midt-Vest:

- Der ser vi på, når jeg er færdig med min behandling. Lige nu er mit fokus at skabe positive forandringer, og det har jeg brug for fred og ro til. Og det synes jeg også mit konservative bagland må have respekt for.