Opgiver anke i sag om mordbrand

Opgiver anke i sag om mordbrand

Statsadvokaten har bestemt, at retssagen om en brand i Skive, ikke skal prøves i landsretten.

En 54-årig kvinde, der for to uger siden blev frifundet for at stå bag en dødsbrand i Skive, kan ånde lettet op. Statsadvokaten i Viborg har besluttet ikke at anke dommen fra byretten i Viborg til landsretten.

- Det blev ganske vist lagt til grund, at branden var påsat, men vi må respektere, at det var et enigt nævningeting, der frifandt den 54-årige, siger vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen til TV MIDTVEST.

Sagen drejer en voldsom brand i en villa på Porshøjvej i Skive den 25. august 2012. Branden kostede en 68-årig mand livet, og politiets teknikere konkluderede, at branden var påsat med brændbare væsker.

Politiet rettede hurtigt mistanken mod den omkomnes 54-årige kæreste. Hun opholdt sig i huset, da det brød i brand, men reddede sig ud gennem et vindue på første sal.

Kvinden blev anholdt og senere tiltalt for mordbrand, men nævningetinget ved retten i Viborg valgte altså at frifinde hende - og nu står det så fast, at sagen ikke skal prøves ved en højere retsinstans.