Økologisk salg overrasker alle

Økologiske fødevarer er blevet billigere. Nu vokser salget så eksplosivt, at det overrasker i branchen.

oekologiskko_0.jpg

- Salget af økologiske fødevarer vokser lige nu med en hast, der overstiger vores vildeste forventninger. Sådan siger Jens Visholm, food-direktør i Coop, til Finans.

Coop sænkede i begyndelsen af januar priserne på økologiske fødevarer i 1100 butikker i kæderne Fakta, Kvickly og Brugserne. I første omgang blev prisen på frugt og grønt sat ned, og siden fulgte prisen på kød med ned, skriver Finans.

Dramatisk effekt

Effekten på salget har været dramatisk.

- Vi har sat priserne mest ned på store, synlige varer som kartofler og æbler. Eksempelvis er prisen på økologiske æbler sat ned med 30 procent, og effekten har været en femdobling af salget. Det totale salg af frugt og grønt er vokset 40 procent, og vækstraterne har været meget, meget høje i Fakta og Dagli' Brugsen, hvor det økologiske salg hidtil har været relativt beskedent, fortæller Jens Visholm til Finans.