Nyvalgt MF'er dropper byrådet

Nyvalgt MF'er dropper byrådet

Dansk Folkepartis nyvalgte medlem af Folketinget, Karina Due, har valgt at udtræde af Silkeborg Byråd.

Karina Due fra Dansk Folkeparti har valgt at trække sig fra byrdået i Silkeborg, men hun bliver i regionsrådet. Før hun blev til valgt til Folketinget sad hun både i byrådet og i regionsrådet i Region Midtjylland.

- Det er været helt overvældende at blive valgt til Folketinget, og jeg er utrolig glad for den tillid, som så mange har givet mig. Mit valg til Folketinget betyder så også, at jeg må sige farvel til enten min post i byrådet eller til min post i regionsrådet. At sidde tre steder er simpelthen for meget. Fravalget er så efter svære overvejelser faldet på byrådet, siger Karina Due.

Karina Due peger især på de store besparelser i Region Midtjylland som årsagen til, at hun har valgt at blive i regionsrådet.

- Der er netop blevet indgået forlig om en spareplan til næsten 700 millioner kroner i regionen. Det er en stor politisk udfordring for alle, og jeg har altså besluttet mig for at tage ansvar og påtage mig min del af udfordringen ved at blive i regionsrådet, siger Karina Due.

Ib Poulsen fortsætter

Derimod fortsætter Karina Dues partifælle Ib Poulsen både i kommunalbestyrelsen i Thisted og som viceborgmester. Han vil dog arbejde på at få orlov fra arbejdet i Thisted, så han kan få en god indføring i Folketings-arbejdet.