Nyt samarbejde: Balletdansere og basketspillere på samme scene

Det Kongelige Teaters yngste balletkompagni, Kompagni B, og unge basketballspillere fra Holstebro spiller nu sammen.

2:07
Et nyt, kreativt samarbejde skal skabe en anderledes forestilling til unge.

Balletdansere og basketballspillere har ikke umiddelbart så meget til fælles, men i en ny forestilling til unge skal kunsten smelte sammen med sporten.

Det er Det Kongelige Teaters balletkompagni Kompagni B og unge basketballspillere fra B71 i Holstebro, som deltager i forestillingen. Og de har har givet sig selv noget af en udfordring ved at kombinere basket og ballet. 

- Vores instrument er vores krop, men for dem er det jo bolden, der gør det hele. Så der er en stor kontrast mellem de to, og det har været ret spændende at se, fortæller Caroline Theilgaard, der er balletdanser i Kompagni B.

Danserne og basketspillerne har kun mødt hinanden et par gange i København og Holstebro for at forberede samarbejdet om en forestilling.

- Det er en spændende kombination. Det er i hvert fald ikke noget, jeg har set før, siger basketballspiller Mayvand Hotaki.

Hele ideen med samarbejdet, der er støttet af Færch-fonden, er at finde ud af forskelle og ligheder mellem de to sportsgrene og få dem til at smelte sammen, så de kan lære af hinanden. 

- Vi valgte basket på grund af springene og hoppene. Der er både høje hop og hurtighed. Vi syntes bare, det kunne være fedt, at to grupper af unge kunne møde hinanden, siger Det Kongelige Teaters kunstneriske leder Ann Crosset.

Udfordringerne går begge veje

Mens dansen har udfordret basketspillerne, har bolden gjort det samme for balletdanserne. 

- Jeg synes, det har været lidt udfordrende med en bold, for det er ikke noget, vi er vant til. Vi er vant til at bruge vores kroppe, så det har været ret udfordrende, griner Caroline Theilgaard.

Gennem det specielle samarbejde har de også fået øjnene op for mere end forskellen mellem basketball og balletsko. 

- Man tænker, at de sikkert er sådan nogle high class nogen, som nærmest er royale, men man kommer til at snakke med dem, og de er jo helt normale. Og dansen - det kan se fuldstændig nemt ud, men det er pisse hårdt, siger Mayvand Hotaki.

I løbet af ugen har Kompagni B i forbindelse med deres besøg optrådt flere gange med deres egen forestilling og selvfølgelig besøgt balletskolen i Holstebro.