Nyt lager til vesterhavsosten indviet

Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Nyt lager til vesterhavsosten indviet

Thise Mejeri åbnede fredag dørene til deres nye tilbygning i Bovbjerg. Vesterhavsosten sælger så godt, at det kræver mere lagringsplads.

Der var rigeligt med ost på bordene, da Thise Mejeri fredag indviede og åbnede for en ny tilbygning til deres vesterhavslager i Bovbjerg ved Lemvig.

Borgmester Erik Flyvholm stod for den officielle del af indvielsen, og bagefter kunne de 200 gæster kunne kigge ind på det nye lager.

- Vores salg af vesterhavsost går rigtig godt. Derfor har vi igennem flere år overvejet at udvide, og derfor bestemte vi her for godt og vel et års tid siden, at nu skal det være. Vi har bygget 50 procent større, end vi egentlig oprindeligt besluttede, men vi er sikre på, at det er en god beslutning, siger Poul Pedersen, direktør hos Thise Mejeri.

Lageret er hjemsted for mejeriets Vesterhavsost. Et særligt ventilationssystem fører havluften direkte ind i ostelageret og giver osten en særlig salt smag.

I dag er der plads til 20.000 oste i Bovbjerg, men efter udvidelsen kan der ligge 50.000 oste på lageret i den salte vestenvind.

- Det går generelt godt for Thise, men Vesterhavsosten er en af vores spydspidser, både i Danmark og i udlandet. Vi har fået mulighed for at udvide her ude, så historien kan udvikle sig, og vi kan få solgt noget mere ost både i Danmark og i udlandet, siger Poul Pedersen.

Inden en vesterhavsost er klar til at blive spist, skal den ligge minimum 26 uger på ostelagerets hylder.