Nyt håb for beredskabscentre

Forsvarsminister Peter Christensen vil genoverveje spareplaner.

Arkivfoto

De besparelser, der truer beredskabscentrene i Herning og Thisted, bliver måske ikke til noget alligevel.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) mener i hvert fald, at der er brug for de danske beredskabscentre, og han siger til TV Syd, at de planlagte besparelser skal tages op til overvejelse.

- Jeg sidder selv og kigger på, hvordan man kan finde de penge uden at nedlægge beredskabscentre. Vi ser jo både tidligere og helt aktuelt, at vi har behov for beredskabet og behov for at være til stede i alle egne af Danmark, siger ministeren.

Det er planer om at spare i alt 125 millioner på beredskabsområdet, der har fået politikere i både Thisted og Herning til at frygte, at de lokale centre helt bliver nedlagt. 

Peter Christensen siger, at det er ham magtpåliggende at "sikre et stærkt beredskab i alle dele af landet". Han peger på, at blandt andet den aktuelle flygtningesituation viser, at der er brug for den opgave, centrene løser.

Eksternt link - se et interview med Peter Christensen på TV Syds hjemmeside