Ny varmedirektør i Viborg

Det dyre og nu afsluttede geotermiprojekt i Kvols ved Viborg kostede Viborg Fjernvarmes direktør gennem 22 år, Henry Juul Nielsen, jobbet. Nu har Viborg Fjernvarme konstitueret hans afløser.

130912_kvols_0.jpg

Tom Diget er navnet på Viborg Fjernvarmes nye direktør. Han er i hvert fald blevet konstitueret, efter hans forgænger gennem 22 år, Henry Juul Nielsen, blev fyret efter det mislykkede geotermiprojekt i Kvols, der kan koste fjernvarmbrugerne i Viborg mere end 100 millioner kroner.

Ung mand med erfaring

Den konstituerede direktør er bare 34 år, men har trods sin unge alder en god portion erfaring i Viborg Fjernvarme, efter han blev ansat tilbage i 2004. Han har bl.a. haft energirådgivning og ledningsanlæg som sit ansvarsområde, og indtil han nu er blevet direktør, har han været distributionsleder med ansvar for selskabets 300 kilometer lange ledningsnet.

 - Bestyrelsen er glad for, at Tom Diget har accepteret at hjælpe os gennem situationen. Hvor længe konstitueringen vil vare, og om man vil søge en ny direktør udefra, er endnu uklart. Det afgør den nye bestyrelse, der skal vælges på tirsdag, fortæller Viborg Fjernvarmes formand, Gunnar Grangaard i en pressemeddelelse.

Får hurtigt svendeprøve

Den nykonstituerede direktør skal hurtigt stå sin prøve. Når en ny bestyrelse blandt andet skal vælges på en ekstraordinær generalforsamling den 18. september som en direkte følge af det mislykkede geotermiprojekt, er det nemlig Tom Diget, der skal stå for det praktiske omkring generalforsamlingen, som indtil nu får deltagelse af mere end 330 medlemmer.