Ny tv-serie skal filmes i Ringkøbing og Hvide Sande

Ringkøbing-Skjern Kommune får snart besøg af et film-produktionsselskab, som skal lave en tv-serie ved vestkysten.

Deluca Film har inviteret Ringkøbing-Skjern Kommunes kulturchef Per Høgh Sørensen og filmkonsulent Rebecca Molders samt bosætningskorrdinator Dorthe Frydendahl indenfor i kulisserne til spillefilmen Julemandens datter II, der netop nu indspilles i Viborg. Til sommer rykker filmholdet til Hvide Sande
Deluca Film har inviteret Ringkøbing-Skjern Kommunes kulturchef Per Høgh Sørensen og filmkonsulent Rebecca Molders samt bosætningskorrdinator Dorthe Frydendahl indenfor i kulisserne til spillefilmen Julemandens datter II, der netop nu indspilles i Viborg. Til sommer rykker filmholdet til Hvide Sande
Foto: Pressefoto

Hvis alt går efter planen, så bliver der til sommer lavet en tv-serie på otte afsnit i Hvide Sande og Ringkøbing.
Det er produktionsselskabet Deluca Film, der netop har løftet sløret for planerne, og optagelserne går i gang i Hvide Sande og Ringkøbing allerede til sommer, hvis finansieringen falder på plads.

Serien, der skal vises på TV2, er indenfor krimi-genren, og folkene bag den har internationale ambitioner. Den er udviklet i samarbejde med et tysk filmselskab og forventes at blive vist på flere udenlandske tv-stationer.

- Den bliver ikke et glansbillede af Ringkøbing-Skjern Kommune, men den bliver et godt postkort, siger kommunens filmkonsulent Rebecca Molders.

Hun har læst manuskriptet og har de seneste to år arbejdet hårdt for at få filmproducenter til at kigge mod vestkysten.

Ringkøbing-Skjern Kommune satser på film- og tv-serier

Udsigterne til en ny tv-serie passer perfekt ind i kommunens planer netop på det område. Den vil nemlig fremover satse på, at endnu flere film- og tv-serier bliver produceret vestpå.
Derfor vedtog Erhvervs- og Vækstudvalget på et møde mandag en ny filmstrategi, som skal skabe fokus på at fortælle alle de gode, lokale historier fra området – om den unikke natur, storladne landskaber og særlige ånd, kultur og kulturhistorie.

- Med filmstrategien får vi sat spotlys på området, ligesom filmsatsningen kan blive en megafon for den lokale stolthed og medvirke til at skabe vækst og udvikling, siger Søren Elbæk, formand for Erhvervs- og Vækstudvalget og viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Han mener, at filmiske fortællinger kan være med til at få andres øje op for egnens unikke karakteristika og gøre kommunen endnu mere attraktiv for nye tilflyttere.

Udover at tiltrække professionelle filmmagere til området, er en del af Ringkøbing-Skjern Kommunes filmstrategi også at satse endnu hårdere på at udvikle undervisningstilbud til børn og unge inden for filmområdet.

6 millioner skal finansieres lokalt – men er givet godt ud

Serien har endnu ikke fået sit endelige navn, og produktionsselskabet bag holder stadig instruktørens navn for sig selv. Det er heller ikke afgjort, hvem der kommer til at spille hovedrollerne. Men der er tale om en ambitiøs satsning med hovedrolleskuespillere fra "den øverste hylde".

Af det samlede budget skal 6 millioner kroner findes lokalt i form af sponsoraftaler og samarbejder med lokale virksomheder, og flere har allerede spyttet anseelige beløb i kassen.

- 6 millioner kroner er mange penge at støve op til en filmsatsning, men vi ved, at pengene kommer mangefold igen i form af øget eksponering, ubetalelig markedsføring af området, bosætning, flere turister, øget omsætning og lokal stolthed, siger Per Høgh Sørensen, leder af kommunens Kultur-, Natur- og Fritidsafdeling.

Den fulde lokale selvfinansiering er endnu ikke helt i hus, men Per Høgh Sørensen er fortrøstningsfuld:

- Film betaler sig. Det ved de i Viborg, hvor Deluca Film i øjeblikket er i gang med optagelserne til Julemandens datter II, og hvor kommunen allerede har fået dækket investeringen - De har en forventning om, at for hver krone der er investeret i filmen, giver det 29 kroner tilbage, siger Per Høgh Sørensen.