Ny statusrapport: Det går den rigtige vej for dansk turisme

Ny statusanalyse af turismens udvikling og konkurrenceevne viser gennemgående fremgang i dansk turisme. Især langs kysterne.

020909Kyst001.jpg

Med 115.000 arbejdspladser og en omsætning på knap 95 mia. kr. i 2014 har turismen stor betydning for samfundsøkonomien i Danmark. Dansk turisme har de seneste år haft vind i sejlene, statusanalysen af turismens udvikling og konkurrenceevne viser vækst i både turismeomsætning og antallet af registrerede overnatninger.

- Turismeerhvervet spiller en kæmpe stor rolle for beskæftigelse og vækst overalt i landet. Derfor glæder det mig, at det går fremad for dansk turisme. Men det er vigtigt, at vi får øget væksten yderligere, hvis ikke vi skal tabe markedsandele til vores konkurrerende lande i Nordeuropa, siger Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K). 

Med de netop offentliggjorte rekordtal for udlejninger af sommerhuse har kystturismen en stor medvirken til rekordtallene.  

- Kyst- og naturturismen er vores absolut største turistområde målt på både omsætning og antal overnatninger, så der skal vi naturligvis have et stort fokus på at få gang i væksten. Men også inden for storbyturismen, som de senere år har været i kraftig fremgang, og inden for erhvervsturismen, som faktisk skaber større omsætning pr. overnatning end de øvrige turistområder, er det vigtigt, at vi skaber de bedste rammer for fremgang, fastslår Erhvervsministeren. 

I 2015 blev der registreret 49,1 mio. overnatninger i Danmark – det højeste antal nogensinde. Kyst- og naturturismen stod for 72 pct. af det samlede antal overnatninger og 48 pct. af den samlede turismeomsætning, og er dermed fortsat det største forretningsområde i dansk turisme.

Men de andre forretningsområder oplevere en højere vækst, særligt storbyturismen der har oplevet en kraftig vækst på 69 pct. fra 2008 – 2015 og således står for 14 pct. af samlede antal overnatninger og for 25 pct. af den samlede turismeomsætning i Danmark, og denne udvikling forventes at fortsætte. Erhvervs- og mødeturismen stod for 14 pct. af turismeovernatningerne i 2015 og 27 pct. af den samlede turismeomsætning i 2014.

Målt på en række konkurrenceindikatorer ligger Danmark flere steder under det nordeuropæiske gennemsnit, hvilket indikerer, at der er behov for en styrket indsats, hvis vi skal øge væksten og fastholde vores markedsposition. Blandt andet scorer Danmark signifikant lavere end det nordeuropæiske gennemsnit, hvad angår turisternes oplevede værdi for pengene, både i forhold til mad, shopping, overnatning og det samlede ophold, lyder det i en pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet.