Ny måling: Markant fremgang til Pape og Konservative

Formanden for De Konservative - Søren Pape Poulsen - kan glæde sig over den seneste Gallup-måling, som viser fremgang til partiet.

Der var et selvtillidsboost til De Konservatives formand Søren Pape Poulsen i seneste Gallup-måling.

Lige nu er blå blok samlet i et forsøg på at løse den borgerlige hårdknude, som er opstået i kølvandet på sagen om miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).  Det er Konservative med Søren Pape Poulsen i spidsen, der i første omgang har udtrykt mistillid til ministeren - og ifølge en ny måling foretaget af Gallup for Berlingske står partiet til stor fremgang.

Faktisk ville 5,1 % af danskerne stemme på Konservative, hvis der var valg i dag. Målingen er foretaget torsdag og fredag. Ved seneste måling, som er foretaget for to uger siden, fik partiet 3,1 % af stemmerne, så dagens måling giver altså to procentpoint mere til det trængte parti.  

Ifølge meningsmålingsinstituttet er der tale om en signifikant fremgang for partiet - og også en fremgang, der ligger uden for den statistiske usikkerhed. 

Samtidig er billedet hos Venstre og Dansk Folkeparti stort set uændret i forhold til sidste Gallup-måling. Begge partier har en svag tilbagegang. 

Billedet er til gengæld markant anderledes hos Liberal Alliance, som har mistet opbakning. Partiet står i dag til 6,9 % af stemmerne og har dermed mistet 2,5 procentpoint i forhold til seneste måling.