Niklas droppede ud af skolen: Nu er han på kokkelandsholdet

Niklas Plougmann var skoletræt og havde svært ved at sidde stille. Nu er han på udlært kok, på landsholdet og drømmer om Michelin.

Niklas Plougmann blev i slutningen af april udlært kok. Han har haft læreplads på Højslev Kro, hvor han også arbejder som kok i dag. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det lå ikke lige i kortene, at 21-årige Nicklas Plougmann fra Skive skulle stå med et svendebrev i hånden.

Siden 1. klasse har han været træt af at gå i skole, og i 8. klasse droppede han helt ud.

- Jeg har været skoletræt og døjede med at sidde stille og høre efter og sådan noget, siger han.

Det var svært at stå på sidelinjen og se, at det kun var nogle få kammerater, han kunne sammen med.

Ivar Thorsen, Niklas' far

Årsagen ligger 21 år tilbage. For under fødslen fik han for lidt ilt.

- Først vidste vi ikke, om han bare ikke gad eller hvad. Han havde svært ved at huske og koncentrere sig. Vi blev kede af det ind i mellem, for vi kunne ikke gøre mere, siger Vini Plougmann, Niklas' mor.

Derfor tog forældrene beslutningen om, at han skulle ud af skolen.

- Det var svært at stå på sidelinjen og se, at det kun var nogle få kammerater, han kunne sammen med, siger hans far, Ivar Thorsen.

Ivar Thorsen og Vini Plougmann, Niklas Plougmanns forældre, med et billede af sønnen, da han var yngre. Allerede dengang havde han smag for madlavning. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Udlært kok

Det viste sig at være den rigtige beslutning. Efter et job på en restaurant i Skive fik Niklas Plougmann smag for kokkefaget og fik en læreplads på Højslev Kro. 

Det er fire år siden, og nu står han med et svendebrev som udlært kok.

- Det er fantastisk. I starten på grundforløbet var det svært, men så fik jeg lidt hjælp og kom videre. Når man interesserer sig for det, går det lidt nemmere, siger Niklas Plougmann.

Niklas Plougmann fik sit svendebrev den 30. april. Foto: Privatfoto

Hverken han selv eller forældrene havde regnet med, at han ville stå her i dag.

- Det er helt vildt fedt. Vi er så stolte. Han har overrasket os så meget. Nu har han den selvtillid, der skal til, og han når langt, for han ånder og lever for det her, siger Niklas' mor.

Næste mål er Michelin

Det stopper ikke her. Den 21-årige kok fra Skive er nemlig også kommet på det danske kokkelandshold.

- Det er jeg helt sikkert stolt af. Det er ikke alle, der kommer på landsholdet, siger han.

Det har krævet hårdt arbejde at nå her til, men arbejdshandskerne bliver ikke lagt på krydderihylden foreløbig. Skibonitten sigter efter højeste niveau inden for sin branche.

Niklas Plougmann er så god til sit arbejde, at han er kommet på kokkelandsholdet. I fremtiden drømmer han om at arbejde på en Michelin-restaurant. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Jeg kunne godt tænke mig at arbejde på en Michelin-restaurant. Det kræver hårdt arbejde, men det kunne jeg godt tænke mig, siger han.

Foreløbig bliver han i arbejdet som kok på Højslev Kro.

I næste weekend tager han med kokkelandsholdet på træningslejr for at træne op til OL næste år i Stuttgart.

02:20 Luk video