Ni år med eneboeren:

Normalt tager jeg på optagelser med en plan, men ikke hos Guf

Af Majbrit Bach, TV MIDTVEST

Det her er min fortælling om et af de mest fascinerende mennesker, jeg nogensinde har mødt. 

Et menneske, der fik mig til at spise grævling, tisse i skoven i ti minusgrader, sænke skuldrene og glemme stress og jag. 

I de sidste ni år har jeg lavet fjernsyn med en 83-årig eneboer, der i 38 år har boet alene i en bus. Ni år som har givet mig et helt andet syn på, hvordan livet også kan leves.

  Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Guf og jeg mødte hinanden for første gang tilbage i begyndelsen af 2010. Den gang jeg som ung fotograf dukkede uanmeldt op og bankede på Gufs busdør.  

Fakta om Guf

  • Gufs rigtige navn er Steen Ingolf Gad Østerby.
  • Født på Sjælland i 1935.
  • Hans mor bortadopterede ham som spæd. Guf endte i det midtjyske, da han blev adopteret af en præst og hans kone.
  • Guf har været gift tre gange.
  • Han har arbejdet hele sit liv som blandt andet arbejdsmand i landbruget og dyrepasser på fragtskibe.
  • For 38 år siden flyttede han i skoven.
  • Bussen købte Guf for 700 kroner.
  • Guf bor gratis til leje i skoven.
  • Guf er folkepensionist. 

Det var en kold januar-dag. Jeg var tidligere på dagen mødt ind til en nyhedsvagt på TV MIDTVEST. Jeg var en del af det hold af journalister og fotografer, der i løbet af dagen skulle lave de nyheder, der skulle være klippet og klar til kl. 19.30 samme aften. Med andre ord –  vi havde travlt. Der var ni timer til deadline. 

I løbet af natten havde det sneet kraftigt i landsdelen. Faktisk var der op til en halv meter sne flere steder. Efter mødet trak min redaktør mig til side. Han havde en ide, som han mente, der lige var noget for mig. 

Tidligere på året havde min redaktør set en fotoreportage i vores lokale Dagblad. Her havde de bragt fascinerende billeder af en eneboer, der boede tæt på landsbyen Mogenstrup. Han blev kaldt Guf.  

Guf boede alene i en bus ude midt i skoven. 

- Hvordan har han det mon med al den sne, og kan han overhovedet holde varmen i en gammel bus, udbrød min redaktør og forslog, at jeg prøvede at finde Guf og interviewe ham til aftenens udsendelse. 

Jeg sagde straks ja, uden helt at vide hvad jeg gik ind til.

Sound on/off

På et tidspunkt møder du en trækasse på din højre side. Det er Gufs postkasse. Parker der og så gå ellers ned langs træerne.

Første møde

Jeg vidste, at Gufs bus stod i nærheden af Mogenstrup. Så jeg greb den gode gamle vejviser og slog op under Mogenstrup. Så begyndte jeg ellers at ringe rundt til tilfældige indbyggere i den lille landsby. 

De første to opkald endte uden resultat. De havde hørt om Guf, men vidste ikke hvor han præcist boede. 

Jeg var overbevist om, at det her aldrig ville lykkes. Jeg ringede op til endnu et nummer, og så var der pludselig bid. En mand bosiddende i Mogenstrup kendte godt Guf og vil gerne guide mig ud til hans bus.

- På et tidspunkt møder du en trækasse på din højre side. Det er Gufs postkasse. Parker der og så gå ellers ned langs træerne, fortalte min redningsmand ivrigt.

- Øh. Hvor langt skal jeg så gå, spurgte jeg.

- Vel en kilometer eller to. Bare ind i skoven, så kommer bussen på et tidspunkt, svarede han som det mest naturlige i verden, mens jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg aldrig fandt Guf og måtte ende med at skuffe min redaktør.

  Foto: Majbrit Oddershede Bach, TV MIDTVEST

Jeg kørte mod Mogenstrup. Pludselig kom jeg til et træskel.

Under det første træ stod der en gammel trækasse. Jeg parkerede i vejkanten, smed kameraet på skulderen og tog stativet i den anden hånd og så var det ellers afsted i sneen. Afsted ind i skoven for at finde en eneboer, der ikke anede, at jeg kom, og måske slet ikke havde lyst til at få besøg. Jeg var nervøs. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende. 

Pludselig så jeg bussen. Jeg kunne genkende den fra de smukke billeder i Dagbladet. 

Guf var ikke til at se nogen steder, men der kom røg op af en skorsten på bussen. Jeg bankede på og kort efter lukkede Guf op. 

- Vil du have en kop kaffe, spurgte han. 

Jeg takkede ja og gik ind i bussen og sikke et syn. Forrest i bussen stod der et skrivebord. I den anden side var et køkken. Udenfor var der bidende koldt, men i bussen var der dejligt varmt.

"Jeg kunne jo høre, at der stod en og bankede på derude. Jeg troede først, at det var en af hønsene. De står nogle gange og pikker i træet. Men så kunne jeg høre, at det var den samme rytme hele tiden, så jeg tænkte, at så må det jo være et menneske."

I midten af bussen stod der en brændeovn. Det knitrede. Guf og jeg satte os ved skrivebordet. Guf tændte en cigaret. Jeg tændte mit kamera. Den første bid, der kom på båndet var Guf der fortalte: 

- Jeg kunne jo høre, at der stod en og bankede på derude. Jeg troede først, at det var en af hønsene. De står nogle gange og pikker i træet. Men så kunne jeg høre, at det var den samme rytme hele tiden, så jeg tænkte, at så må det jo være et menneske.

Jeg brugte i alt tre timer ude hos Guf. Tre timer som gik lynhurtigt. Guf fortalte og jeg lyttede og filmede. På vej hjem i bilen var jeg frustreret. Hvordan skulle jeg nogensinde få klippet materialet ned til to minutter, der var den længde et indslag i vores nyheder typisk var i varighed?

Jeg ringede til min redaktør. Han kunne knap få et ord indført, da jeg begejstret fortalte om mit besøg. Min redaktør afbrød: 

- Majbrit. Du tager det roligt. Vi finder noget andet til i aften. Du skal lave et langt program med Guf.

Således gik det til, at jeg lavede min første feature på TV MIDTVEST. Jeg fik to dage til at redigere elleve minutter med Guf, der så skulle sendes en måned senere. Programmet kan I se her. Måske kan I genkende den første lydbid i programmet. 

09:22

Vi besøger for første gang eneboeren Guf i Rønnes Mose.

Luk video

Guf tænder sin telefon klokken 17 og slukker den klokken 19. Det er hans telefontid, men det gør det besværligt at kontakte ham.

Telefontid og Helena Fischer

Normalt er det forholdsvis let at komme i kontakt med de mennesker, man laver fjernsyn med. 

Et opkald, en mail, måske en sms. Men kontakten med Guf er helt speciel.

Tilbage i 2010 aftalte Guf og jeg, at vi skulle holde kontakten ved lige og så en dag aftale nye optagelser. Så jeg fik Gufs telefonnummer, for han havde nemlig en mobiltelefon, men han brugte den ikke som os andre. 

Han tændte den klokken 17.00 og slukkede den igen klokken 19.00. 

- Gufs telefontid, kaldte han de to timer. 

Hans telefon var et slags bindeled ud til samfundet. Et tegn på liv. Jeg ringede cirka en gang om måneden for at tjekke, hvordan det stod til. 

En dag fortalte Guf, at han ofte lyttede til tysk schlagermusik. Især én sangerinde, der hed Helene Fischer, var han glad for.

- Hun synger så satans godt, og så ser hun jo også godt ud, fortalte Guf.

Jeg spurgte straks, om han ville med til koncert? Han takkede ja, og en lørdag eftermiddag bankede jeg igen på hos Guf. Vi skulle til koncert.  

Ud kom Guf i det fineste sæt tøj. Læderjakke, cowboyhat med fjer i og nyvaskede cowboybukser. Han havde glædet sig. Jeg tændte mit kamera og optagelserne blev til endnu et program. 

Jeg fulgte Guf under hele koncerten. Undervejs var jeg imponeret over, hvor velfungerende Guf var ude blandt andre mennesker.

19:51

Selvom Guf normalt ikke er genert, så kan mødet med hans drømmekvinde alligevel godt få benene til at ryste lidt under ham. Se programmet her.

Luk video
Sound on/off

Umiddelbart kan Guf se skræmmende ud, når han bærer de tunge stykker træ igennem skoven i bar overkrop.

40 år helt alene

Umiddelbart kan Guf se skræmmende ud, når han bærer de tunge stykker træ igennem skoven i bar overkrop, eller når han kæderyger ved sit skrivebord.

Men Guf er et rart og meget betænksomt menneske, og ikke en gang har jeg følt mig utryg i hans selskab. Guf spørger altid ind til mig og min familie. 

Han er hjælpsom og nægter at lade mig gå alene op til bilen efter mørkets frembrud med mit udstyr. Og så var der også den Jul, hvor Guf ringede for at ønske min familie og jeg en glædelig jul. 

Min mormor snakker stadig om den jul.  Hun er også fan af Guf. 

At jeg ikke er den eneste, der synes, at Guf er et herligt bekendtskab og et inspirerende menneske, opdagede jeg i 2017.

Her lavede jeg endnu et program med Guf. Her opfordrede vi vores brugere på TV MIDTVESTs Facebookside til at stille spørgsmål til Guf.

Der kom masser af spørgsmål. Men også mange rosende kommentarer til Guf. Folk der har mødt ham før eller kendt ham som ung. Folk gav også udtryk for deres fascination af hans måde at leve på. 

De mange kommentarer og spørgsmål tog jeg med ud til Guf på min computer.

Med mig tog jeg også, for første gang, mine kollegaer Bent og Richard. De skulle hjælpe med at filme programmet. 

Inden havde jeg været usikker på, om Guf nu også synes, at endnu flere mennesker i skoven var en god ide, men Guf tog mine kollegaer med storm. 

Han kaldte Bent og Richard for ”ham den høje” og ”ham den bette med flyveren”. 

”Flyveren” var den drone, som vi skulle bruge til at lave optagelser af skoven fra oven. Guf havde aldrig set sådan en før, og Richard fik lov at demonstrere.

  Foto: Majbrit Bach TV MIDTVEST

Også Bent, ”Ham den høje”, var fra den dag altid velkommen i skoven. 

En dag, da vi var på optagelse, ringede min datters børnehave. Hun var syg og jeg skulle komme hurtigst muligt.

I de næste par timer lod han sig følge af Bent. Da dagen var omme, nægtede Guf, at Bent skulle bære al udstyret den lange vej op til bilen alene. Han tog resolut sin trillebør, og så var det ellers afsted med kamera, lyd og lys med Guf som skubber. For som Guf selv udtrykker det: 

- Jeg har ikke noget imod at få besøg. Folk skal bare huske at tage hjem igen.

00:22

Guf hjælper med at transportere udstyr i en trillebør.

Luk video

Det tredje program skulle vise sig, at blive starten på et tættere forhold mellem Guf og jeg. 

For i sommeren 2017 ringede TV 2. 

De havde set programmet med Guf, der svarede på spørgsmål fra seerne. De spurgte, om jeg ville lave en dokumentar om Guf til dem. En dokumentar hvor jeg skulle følge Guf igennem et helt år.

09:08

Her kan du se programmet, hvor Guf svarer på spørgsmål og for første gang kommer på internettet.

Luk video
Sound on/off

"Jeg har fundet en grævling. Du sagde, jeg skulle ringe. Men du tog den ikke, så nu er jeg altså gået i gang med slagtningen. Ellers går den til i varmen."

Grævling på menuen

Guf havde før fortalt, at hvis han fandt påkørte dyr i god stand i vejkanten, så tog han dem med hjem og spiste dem.

- Hvilke dyr spiser du, spurgte jeg måbende. 

Guf nævnte både harer, fasaner og rådyr, men ét dyr var hans favorit.

- Jeg kan virkelig godt lide grævling. Det er sådan noget lækkert kød. 

Jeg spurgte straks Guf, om han ikke ville ringe, hvis han en dag fandt en grævling. Det gjorde han. En torsdag i august 2017. Først tog jeg den ikke, men i en pause på arbejdet ringede jeg tilbage.

- Jeg har fundet en grævling. Du sagde, jeg skulle ringe. Men du tog den ikke, så nu er jeg altså gået i gang med slagtningen. Ellers går den til i varmen, fortalte en prustende Guf. 

Der var intet at gøre. Jeg måtte smide alt, hvad jeg havde i hænderne og køre ud til Guf med det samme. De her optagelser med grævlingen skulle bare med i programmet. 

Jeg nåede at filme Gufs slagtning af grævlingen. Jeg fik også lov at smage den. Guf havde krydret den med hvidløg. Det smagte som kylling. Kødet var mørt og saftigt. 

Da jeg kørte hjem fra optagelserne den dag, fortalte jeg min datter på fire, at nu havde mor smagt grævling. Mange har spurgt:

- Var du ikke bange for at blive syg?

Da Guf gav mig en tallerken var jeg ikke bange. Han havde levet sådan her i 38 år.

Sound on/off

Guf er ikke længere en ung mand, og det skaber jævnligt bekymring.

En episode med Guf jeg heller aldrig glemmer skete i foråret 2018. For nu vender jeg tilbage til Gufs livline til samfundet. Hans telefon. 

I flere dage havde jeg prøvet at ringe til Guf for at aftale nye optagelser. Der var ingen forbindelse. Telefonen var slukket. 

Jeg havde før oplevet, at Guf havde glemt at tænde telefonen i sin telefontid. Men aldrig i flere dage i træk, og tanken om, at der måske var noget galt med Guf blev ved med at nage. Manden var trods alt 82 år på det tidspunkt. 

Jeg satte derfor mit andet projekt på standby og kørte ud til Guf. Jeg husker tydeligt, hvilken lettelse jeg følte, da jeg på afstand så, at der kom røg op af skorstenen. Inde i bussen sad Guf og drak sin formiddagskaffe.

- Min mobiltelefon er kaput, og jeg gider ikke købe en ny. Det kan ikke betale sig, fortalte Guf grinende, da jeg berettede, at jeg havde været urolig som bare pokker. 

Fra den dag af blev planlægningen af optagelser af dokumentaren til TV 2 endnu mere besværlig. Jeg tog ud til Guf et par dage før de egentlige optagelser, blot for at fortælle, at nu kom jeg altså snart forbi.

Normalt tager jeg på optagelser med en plan. Men ikke hos Guf. Efter et år i hælene på Guf, så forstår jeg også, hvorfor han nyder at bo langt væk fra det hektiske samfund. Ude midt i den vilde natur. 

En ting lærer jeg dog aldrig at forstå. At Guf aldrig har bygget et toilet. Han træder af i det fri. Det samme har jeg gjort i ni år, så jeg har vænnet mig til det.

Men i sne og kulde er det altså et værre bøvl at smide flyverdragten og to lag tøj for at tisse.

Ingen røg i skorstenen

- Jeg har ikke røget i to dage, fortæller han. Der vidste jeg, at den var hel gal. 

I slutningen af november i år var dokumentaren til TV 2 færdig. Jeg kørte ud til Guf. 

Vi havde aftalt halvanden uge forinden, at vi skulle lave lidt optagelser til et reklamespot, og så skulle Guf ellers med hjem til min hjemmebane. Han skulle se sin historie på det store lærred i TV MIDTVEST's multimediesal.

Da jeg nærmede mig bussen, så jeg, at der ikke kom røg op af skorstenen.

Jeg nåede hen til bussen, men Guf sad ikke ved sit skrivebord. Der var bidende koldt. Henne i den bagerste del af bussen har han sin seng. I mørket kunne jeg se, at han lå under dynen. Midt på formiddagen.

- Er du okay, Guf, spurgte jeg. 

Guf vendte sig i sengen og svarede lavt.

- Jeg er blevet syg. Jeg har ikke haft det godt de sidste par dage.

Guf fortalte, at han ikke kunne spise, hele kroppen gjorde ondt, og han hostede. Guf rejste sig fra sengen. Der fik jeg et chok. Det var tydeligt, at Guf havde tabt sig. Han var pludselig blevet ti år ældre på halvanden uge. 

- Jeg har ikke røget i to dage, fortalte han. Der vidste jeg, at den var hel gal. 

Jeg ringede til en kollega, som har skrevet en bog om Guf. Hun kender ham også godt. 

- Skal vi have ham til lægen, spurgte jeg. 

Hun er ikke i tvivl. Vi aftalte, at hun ringede til lægehuset i Vinderup og så skyndte sig ud i skoven. Jeg gik tilbage til Guf.

- Vi har fået en tid til dig hos lægen Guf. Tror du ikke, at det er en god ide, spurgte jeg.

Guf nikkede.

- Jeg vil gerne med.  

Jeg spurgte ham, hvornår han sidste havde været ved lægen?

- Det er vel en 30-40 år siden, svarede Guf stille. 

Guf kom til lægen i Vinderup. Efter en undersøgelse sendte de ham direkte på hospitalet i Holstebro. Guf havde en alvorlig lungebetændelse.

Guf på hospitalet

Guf skulle have set dokumentaren om hans simple og fascinerende liv på det store lærred. Nu ligger han i stedet på lungemedicinsk afdeling. 

De er i gang med at undersøge ham grundigt. Jeg har taget min computer med.

- Vil du se dokumentaren her Guf? Det bliver ikke helt det samme, men mon ikke det går. 

Guf smiler.

- Ja tak. Jeg skal se, hvad vi har rendt og lavet i et helt år.

Så i en hospitalsseng på Holstebro Sygehus er Guf til premiere på ”Da Guf gik i skoven”. 

Jeg trykker på play. Guf kigger intenst på computerskærmen. Han kommer med små kommentarer undervejs.

”Ja. Det er rigtigt!”, ”Min skov er altså et skønt sted”, ”Det må være den der drone”, ”Nå ja. Grævlingen!” klukker han. 

Jeg tager min telefon frem og filmer hans reaktion. Jeg kan ikke lade være. Jeg er simpelthen så rørt. Guf virker glad og stolt. 

00:30 Luk video

Guf er på femte døgn stadig indlagt på lungemedicinsk afdeling på Holstebro Sygehus. Han er i bedring og ved godt mod.

Du kan se dokumentaren ”Da Guf gik i skoven” på TV 2 PLAY.

Se også temaet om Guf, hvor du kan se udsendelser og læse flere gode historier om eneboeren i skoven.

 

Udgivet 10. december 2018

Tekst og video: Majbrit Bach, TV MIDTVEST
Billeder: Lasse Uttrup og Majbrit Bach, TV MIDTVEST