Nøgne kvindekroppe på udstilling

18 lokale kvinder fik i dag udstillet deres kroppe som en del af en kunstudstilling

Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Nøgne kvindekroppe blev i dag udstillet i Lemvig, hvor fotoprojektet Puzzle havde fernisering.

18 lokale kvinder har taget billeder af hele deres krop eller dele af den, og de mange billeder er blevet samlet til kunstværker af fransk-canadiske Didier Bonaventure.

- Det har været grænseoverskridende i to omgange. Bare at få taget de billeder der skulle bruges og sendes over til Didier og så dernæst at se sig selv, når vi skulle se resultatet, forklarer Kirsten Hansen fra Harboøre, som er en del af udstillingen.

Med udstillingen vil Didier Bonaventure gerne skabe debat om det moderne kvindelige kropsideal. En vigtig debat mener en af medarrangørerne.

- Jeg synes egentlig det er ret vigtigt, at det er noget vi tør stå ved, hvordan vi er. Også omkring alt, hvad der sker i verden i dag, hvad der tages billeder af, og hvad der ligges ud i det offentlige, fortæller medarrangør Lene Abildgaard Knudsen.

Hver af de 18 kvinder er blevet til ét kunstværk, og for kvinderne var det noget af en overvindelse at stille op til nøgenbilleder - også selv om det er i kunstens tjeneste.

- Det bekræfter mig jo bare i, hvor svært det er at acceptere sig selv, når man enten hører sig selv eller ser sig selv udefra set med andres øjne. Det er der det bliver grænseoverskridende, siger Kirsten Hansen fra Harboøre, som er en del af udstillingen.

Men trods den grænseoverskridende oplevelse har det været en god oplevelse at være med.

- Det har været fantastisk. Men man studser stadig lidt over sit eget billede. Men når man først har accepteret det, så er alle billederne jo allesammen fantastiske, forklarer Kirsten Hansen.

Udstillingen er en del af Off Road kulturfestivalen, som fortsætter indtil 6. maj.

00:51

Billeder af forskellige kropsdele er blevet sat sammen til collager i fotoprojektet Puzzle, som i dag åbnede i Lemvig.

Luk video