NFL-drøm midlertidigt slukket for silkeborggenser

Andreas Knappe fra Silkeborg kommer ikke til at spille NFL i denne omgang.

Glæden var stor, da Andreas Knappe i april skrev kontrakt med Atlanta Falcons. Foto: TV2 Østjylland

Alle danske NFL-fans drømte stort, da 26-årige Andreas Knappe blev en del af Atlanta Falcons 90 mand store trup. Her har han henover sommeren kæmpet for at blive en del af den endelige NFL-trup. Men på listen over de 53 spillere, der har klaret cuttet, står Andreas Knappes navn ikke skrevet.

Klubben skar fredag aften truppen ned, og her blev der altså ikke plads til Knappe. Den store dansker dækker positionen offensive tackle, hvor hans fornemste opgave består i at beskytte quarterbacken, når hans eget hold er på bolden.

Alt er håb er dog ikke ude for Andreas Knappe. Ifølge mediet gulklub.dk kan han håbe på, at han kan få en plads på et practice squad. Her får 10 ekstra spillere i hver klub mulighed for at træne med, men må ikke spille kampe.