Nedrykker holder på træneren

Skive FH holder på træner Simon Sørensen på trods af nedrykning fra den bedste række.

Traener.jpg

Håndboldklubben Skive FH holder på træner Simon Sørensen til næste sæson, selv om klubben rykker ud af den håndboldligaen.

-Det har ligesom hele tiden ligget i kortene, at Simon skulle fortsætte. På trods af nedrykningen er vi mere end glade for hans store engagerede arbejde med holdet, og han er meget vellidt i hele klubben. Også hos spillerne har vi hele vejen igennem kun hørt positivt om ham, og mange af spillerne gjorde det sågar klart for os ved kontraktforhandlingerne, at de meget gerne så Simon fortsætte, siger direktør Henrik Buur.

Simon Sørensen skal ved siden af arbejdet med Skive fH bl.a. arbejde på Skive Handelsgymnasium, hvor man ser frem til samarbejdet.

- Nu er jeg ligesom tilbage ved udgangspunktet, i det jeg for to år siden blev ansat som 1. divisionstræner. I stedet blev det jo til to år i ligaen, og ingen skal være i tvivl om, at jeg er brandærgerlig over, at det ikke blev til en tredje, da jeg mener, at vi havde kvalifikationerne til det. Men sådan blev det ikke, og nu er ét af målene i den kommende sæson, at vi som minimum kan opretholde det samme træningsmiljø i klubben, siger Simon Sørensen.