Natteravne med stækkede vinger

Flere og flere steder bliver de unge overladt til dem selv i nattelivet. Natteravnene har svært ved at rekruttere frivillige.

Natteravne.jpg

I Bjerringbro har der været Natteravne i flere år, men snart er det slut. Bestyrelsen vil på næste generalforsamling foreslå, at den lokale forening bliver nedlagt. Dermed må de unge i byen leve uden den ekstra sikkerhed det giver, når forældre patruljerer i gaderne. Begrundelsen er, at det har vist sig umuligt at skaffe frivillige forældre nok, der vil bruge en nat på at skabe sikkerhed i byen. Lige nu er der kun mellem 12 og 15 voksne, og det er for lidt.

POLITIET BEKLAGER UDVIKLINGEN

Da det kom Midt- og Vestjyllands Politi for øre, at Natteravnene er på vej til at nedlægge sig selv, blev der reageret med det samme. John Steffensen, øverste chef for politiet i Viborg,  sendte straks et brev til Natteravnene i Bjerringbro, hvor han bad bestyrelsen om at overveje endnu engang, om de ikke vil fortsætte.

 - Det kunne jo nemt ske, at hvis de stoppede, så ville balladen komme igen. Og det vil være ærgerligt, hvis vi skal til at starte forfra med ny uro i Bjerringbro, fordi Natteravnene nedlægger sig selv, siger John Steffensen.

Et problem i flere byer

Det er ikke kun i Bjerringbro, at der er problem. I Kjellerup aflyser Natteravnene jævnligt deres nat-patrujle, og i Skive fortæller formanden, at der bliver brugt rigtig lang tid på at rekruttere nye forældre. Tid, der ellers kunne have været brugt på at lave aktiviteter for de unge. Lige nu mangler Skive-afdelingen af Natteravnene mellem fem og 10 frivillige.

Hør mere om Natteravnenes stækkede vinger i TV/MIDT-VEST lørdag kl. 19.30. Her nedenfor uddyber vicepolitiinspektør John Steffensen hans bekymringer om situationen i Bjerringbro.

0:57