Natali hjælper østeuropæere med at få job i Danmark

Natali Brodersen ordner al papirarbejdet og kontakten mellem medarbejdere og arbejdsgiver, når en østeuropæer ønsker at arbejde her i landet.

2:00
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Østeuropæerne har i den grad indtaget det midt- og vestjyske arbejdsmarked. Og hvis man tror, at det kun er i staldene og med rengøringsvognene, så tager man fejl.

Natali Brodersen kommer fra Ukraine og har stiftet firmaet Workadvice, hvor hun hjælper sine landsmænd og andre fra Østeuropa med at komme til Danmark og arbejde.

- Da jeg kom hertil, kunne jeg ikke forstå folk. Men da jeg først havde lært sproget, kunne jeg bagefter se, at der var mange i samme situation som mig, som ikke kunne få hjælp til alle deres spørgsmål. Og derfor begyndte jeg at hjælpe de folk. Og der blev flere og flere, siger Natali Brodersen, der er stifter af virksomheden Workadvice.

2:18
Venstres borgmester Hans Østergaard fra Ringkøbing-Skjern Kommune er én af dem, der er rigtig glad for den østeuropæiske arbejdskraft.

Hun flyttede selv fra Ukraine til Danmark i 2002, og hun ved, hvor svært det kan være at sætte sig ind i en masse papirarbejde og en helt ny kultur. Hun oplever, at rigtig mange har svært ved at navigere i det danske system og de mange papirer. Netop derfor hjælper hun nu andre med alt fra job til opholdstilladelse og skat.

- Vi snakker med ukrainere, landmænd, udlændingestyrelsen og med SKAT. Vi hjælper dem med hele processen med ansøgningspakke og selvangivelse. Først og fremmest er sproget en udfordring, og næste problem er kulturforskellene, så de har brug for den her hjælp, for de kender ikke deres rettigheder og pligter, siger Natali Brodersen.

I følge Danmarks Statistik så var der i tredje kvartal sidste år 3429 østeuropæiske lønmodtagere i bygge og anlægsbranchen. Det er en stigning på 355 procent i forhold til første kvartal 2010.

Også indenfor brancher med information og kommunikation er der kommet flere til. Her er der sket en fremgang på 387 procent. 

Natali Brodersen har rigeligt at se til i sit firma. Workadvice hjælper godt et par tusinde østeuropæere om året.

- Hvis jeg lader telefonen ligge i en time, så tror jeg vi er oppe på 20-30 opkald, siger hun.