Naboer til nudiststrand høres alligevel

Nu skal naboerne alligevel høres i sag om nudiststrand ved Vedersø. Det sker efter stor modstand mod stranden.

En nudiststrand i Vedersø har givet anledning til så stor postyr, at politikerne nu fortryder, at sagen ikke kom i offentlig høring i første omgang.

Det sker, efter naboerne til stranden har klaget over, at de ikke er blevet hørt i sagen.

- Det er ikke, fordi vi er bange for nøgne mennesker. Vi er bange for, at der pludselig bliver et reservat midt i udstykningen, sådan at stranden bliver delt op i to med sådan et stykke strand i midten, siger Kurt Bjørklund, der er grundejer i Vedersø Klit.

- Jeg tror godt, at man kan tåle at se en nøgen krop, men det er det her med, at man tager et stykke strand, som bliver mærket med skilte og siger 'Værs'go', det er jeres'. Det er en helt forkert håndtering, siger han.

Kommunen havde kun spurgt Naturstyrelsen om lov til stranden. Men efter modstanden erkender kommunen nu, at det var en fejl ikke at sende sagen i offentlig høring også.

- I første omgang var sagen kun i høring ved Naturstyrelsen, fordi vi tænkte, at man jo kan finde enhver strand i Danmark og springe i havet i det kostume, du i sin tid blev skabt i. Så der er jo ikke noget ulovligt i det, og derfor var vurderingen, at det ikke var nødvendigt med en høring, siger Ole Kamp (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Det er god skik at sætte ting i høring, og der går ikke skår af mig, fordi vi tager den lige en tur til, siger han.

Uanset udfaldet af mødet består stranden sommeren over. Beslutningen står ved magt, indtil næste udvalgsmøde som er d. 5. august.

Interview med grundejer Kurt Bjørklund:

02:01 Luk video

Interview med formanden for Grundejerforeningen Vedersø Klit, Jens Peter Vernersen:

03:19 Luk video

Interview med formanden for teknik- og miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern, Ole Kamp (V):

02:45 Luk video